Efter 20 år kan du nu se Henry Cavills audition til James Bond

Var meget tæt på at få rollen
Spionen fra U.N.C.L.E.
(© Warner Bros.)

Længe før Henry Cavill kunne iføre sig den røde kappe som Superman i Man of Steel, var han blandt kandidaterne til at spille James Bond.

Selskabet bag de populære film om Agent 007 skulle til at caste en afløser til Pierce Brosnan, der forlod filmserien med 2002-kapitlet Die Another Day

Alle James Bond-fans ved, at Daniel Craig endte med at score rollen som superspionen, men inden han trak i smokingen i 2006 med Casino Royale, forsøgte Henry Cavill at blive den næste Agent 007.

Nu, 20 år efter englænderen kastede sit lod i puljen, kan vi se den originale screen test fra 2005 via YouTube-kanalen Ron South, hvor en langhåret Cavill reciterer replikker fra GoldenEye og bl.a. bestiller en ”Martini, shaken not stirred” samt afslører, at hans navn er ”Bond, James Bond”.

Se klippet nederst i artiklen.

Henry Cavill har flere gange været på tale som Bond, og altså både dengang der skulle findes en afløser for Pierce Brosnan, men også senere, hvor Daniel Craig har hængt jakkesættet i klædeskabet. Det virker dog desværre til, at det tætteste på en Bond-rolle, som Cavill kommer, er i Spionen fra U.N.C.L.E. fra 2015, hvor han spiller en charmerende agent.

Det var dog tæt på for Cavill, der ifølge instruktøren Martin Campbell var den ene af to finalister til rollen i 'Casino Royale' - den anden, Daniel Craig, endte som bekendt med at blive castet. 

Campbell har udtalt, at han så ”fantastisk ud” til audition, mens han ”skuespil var imponerende”. Men producenterne ville hellere have en ældre Bond, hvorfor Craig blev valgt.

Hvem der får rollen som James Bond i kommende film, er endnu ikke officielt udmeldt. Tabloid-mediet The Sun skrev for et år siden, at Aaron Taylor-Johnson var castet som ny Bond, men det er endnu ikke officielt bekræftet fra producenternes side.

Så indtil vi får en endelig offentliggørelse, er Cavill reelt set i spil. Dog har producenterne udtalt, at de denne gang går efter en yngre skuespiller. Så ja, første gang var han for ung, og nu er han for gammel. Surt show...

 

Se Henry Cavills James Bond-audition fra 2005 herunder:

James Bond-film