Efter 22 år: Dansk filmikon er tilbage i ny film i biografen

De tre veninder Marie, Vanja og Berling står endnu engang klar i den danske komedie Madklubben 2: Hjemme igen, som er efterfølgeren til Madklubben fra 2020. Nu er de hjemme på Sydfyn i deres store, smukke hus med højt til loftet, udfordrende familierelationer og spirende kærlighed.
Vi har netop været til gallapremiere på filmen og fik æren af at møde den 84-årige, ikoniske skuespiller Judy Gringer, som spiller mor til Kirsten Olesen (Marie). Gringer fortæller, at det var en fornøjelse at spille sammen med de andre skuespillere og især Kirsten, som hun bag kulissen fik en skøn relation til:
- Som en joke gav jeg hende en bog om mig, skrevet af Jacob Wendt Jensen, fordi hun sagde, at hun ikke kunne sove om natten på Fyn. Og så skrev jeg i den, at hun er lige så sød, som alle siger, fortæller hun til kino.dk.
I castet finder man også et glædeligt gensyn med Kirsten Lehfeldt (Vanja), Stina Ekblad (Berling), Mia Lyhne (Mette), Rasmus Botoft (Morten) og Troels Lyby (Jacob). Også et nyt ansigt bydes velkommen i kulissen, når den danske musiker Michael Falch indtræder som gårdbutiksejeren Torben.

Sidst, Judy Gringer var aktuel i en spillefilm, var i 2003 med Til højre ved den gule hund. Og selvom det er første gang i 22 år, at Gringer har været på et stort filmset, var det sjovt, nemt og ikke noget, man lige glemmer, fortæller hun. Dog har mange ting på et filmset forandret sig siden sidst, og især tempoet er én af de store forskelle, uddyber Gringer:
- I gamle dage var det mere afslappet. Det tog lidt længere tid, når teknikerne skulle skifte lys osv. Nu går det lynhurtigt.
Judy Gringer fik i 1958 sin første store succes med sketchen 'Babs og Nutte' sammen med Dirch Passer, som tilmed blev hendes kærlighed privat i en årrække. Siden 1964 har hun lavet freelance skuespil og teater.
Til gallapremieren spurgte vi hende, om der var en rolle fra hendes karriere, som hun er særligt glad for. Hun fortalte straks om spillefilmen 'Den gale dansker' fra 1969:
- Jeg så den igen efter 50 år, og jeg havde nok overdrevet lidt om, hvor genial den var. Men jeg kan stadig godt lide den, fordi jeg fik lov til at spille nogle ting, som jeg ellers aldrig fik lov til.
'Madklubben 2: Hjemme igen' kan ses i biografen nu.








