Efter 40 år og otte forsøg: Er Stephen King-roman umulig at filmatisere?

Netflix har aflyst det seneste forsøg
Billede
(© It - del 2 / Warner Bros.)

Siden sin udgivelse har Hollywood forsøgt at filmatisere Stephen Kings populære roman 'The Talisman', som han skrev i samarbejde med horror-forfatteren Peter Straub tilbage i 1982.

Den storslåede roman følger en drengs rejse gennem en alternativ udgave af USA for at redde sin mor og finde en magtfuld krystal.

Allerede før udgivelsen havde Steven Spielberg og hans produktionsselskab Amblin sikret sig rettighederne og har i tre årtier kæmpet for at få den omsat til enten film eller serie. Stadig uden resultat.

Flere fans blev derfor meget begejstrede i 2022, hvor Stranger Things-skaberne, Matt og Ross Duffer, meldte ud, at de havde holdt flere møder med Netflix omkring en serie baseret på 'The Talisman'.

Men små fire år senere har Duffer-brødrene i forbindelse med sæson 5 af 'Stranger Things' måtte melde ud, at 'The Talisman' på Netflix er droppet. Serien bliver ikke til noget. Det bekræfter de overfor mediet CBR.

- Jeg husker, at jeg formentlig var naiv nok til at tro, at vi kunne knække 'The Talisman', udtaler Matt Duffer. 

- Jeg er ked af, at det ikke var os, der kunne bryde dens forbandelse, siger Ross Duffer med henvisning til, at flere har forsøgt at omsætte bogen til film/serie i årenes løb.

Faktisk er der tale om intet mindre end otte forsøg indtil videre. Det skriver instruktør Mick Garris, der selv er en af dem, på sin Facebook-side.

Det første officielle forsøg kan spores tilbage til 1992, hvor Richard LaGravenese i kølvandet på sin Oscar-nominering for 'The Fisher King' skrev manuskriptet til en spillefilm. I 2001 arbejdede Mick Garris, der tidligere havde haft succes med King-filmatiseringen 'The Stand', på at omsætte bogen til en fire timers miniserie for ABC.

I de efterfølgende år var manuskriptforfattere og instruktører som Ehren Kruger, Carlo Bernard, Doug Miro, Vadim Perelman og Edward Zwick alle tilknyttet diverse filmatiseringer af 'The Talisman'.

I midt-00'erne var en seks timers miniserie for TNT på tale, men den blev lagt ned grundet økonomi.

Projektet fik fornyet liv i 2017, hvor instruktør Josh Boone arbejdede på en filmatisering. Mens en anden film med Mike Barker involveret blev annonceret i 2019. Og nu kan Duffer-brødrenes mislykkedes forsøg altså tilføjes den efterhånden lange liste af aflyste The Talisman-filmatiseringer.

Stephen King og Peter Straub skrev selv en efterfølger til deres bog i 2001 med titlen 'Black House', mens en tredje roman fortsat er på tale, selvom Peter Straub gik bort i 2022.

Nyeste film i biografen