Efter 99 år indfører Oscars ENDELIG efterspurgt kategori

98 år efter det første Oscar-show nogensinde og efter flere årtier med efterspørgsel, er det endelig lykkedes.
Oscar-uddelingen indfører en stunt kategori pr. 2028 - baseret på film, der udkom i 2027.
Fra den 100. udgave af showet kan man nu endelig hylde de folk, der kaster sig ud fra bygninger, genskaber voldsomme biljagter og brutale slåskampe - alt sammen for vores underholdnings skyld.
Kategorien kommer til at hedde "Best Stunt Design", og i en fælles pressemeddelelse fra Akademiets direktør og præsident, hhv. Bill Kramer og Janet Yang, lyder det:
- Siden filmmediets tidligste dage har stunt design været en integreret del af filmskabelsen. Vi er stolte af det innovative arbejde fra disse tekniske og kreative kunstnere, og vi lykønsker dem for deres engagement og dedikation i at opnå denne monumentale begivenhed.
Oscar-akademiet offentliggør retningslinjer for, hvordan man kan blive nomineret i kategorien i 2027.
Akademiet fortæller, at man har rådført sig med over 100 professionelle stuntfolk. En af bannerførerne har været instruktør og producer David Leitch ('The Fall Guy', 'Deadpool 2'), der udtaler:
- Stunts er essentielle for alle filmgenrer, og har dybe rødder i vores industris historie - fra det banebrydende arbejde fra tidlige pionerer som Buster Keaton, Harold Llyod og Charlie Chaplin til de inspirerende stunt-designere, -koordinatorer, -performere og -koreografer i dag.
- Det har været en lang rejse for mange af os. Chris O'Hara (stuntmand, red.) og jeg har brugt mange år på at arbejde os frem til dette øjeblik – stående på skuldrende af stuntfolk, der utrætteligt har kæmpet for anerkendelse i årtier. Vi er utrolig taknemmelige. Tak til Akademiet.
Det har længe været et ønske hos publikum og blandt folk i branchen. Eksempelvis Helen Mirren, der i et interview med os i 2023, udviste stor sympati for stuntmændene og appellerede til, at de fik deres egen Oscar-kategori.
Andre prominente navne, som har forsøgt at råbe Akademiet op tæller Jason Statham og Ryan Reynolds. Sidstnævnte i opslag på Instagram omkring sit stunthold fra Deadpool & Wolverine.
Allerede næste år, i 2026, indfører Oscar-festen en ny kategori, når man uddeler prisen for "Bedste casting" for første gang. Læs mere om den kategori her.
Den næste omgang af Oscars foregår natten mellem den 15. og 16. marts 2026.