Netflix laver 'Scooby-Doo' med levende mennesker: Første skuespiller afsløret
En alkoholiseret bjørn og det ultimative demokratieksperiment – kan vi mon lære noget af Fristaden?
Vi har snakket med instruktøren bag dokumentaren 'Christiania'.
- Jeg har ikke i min livstid set den helt store samlende Christiania-film. Det er som om, der aldrig er nogen, der har stoppet op og rent faktisk kigget på, hvad Christiania i virkeligheden handler om – og hvad Christiania i virkeligheden kan, siger instruktøren bag den nye dokumentar Christiania, Karl Friis Forchhammer, da vi møder ham.
I medieomtalen ender fristaden ofte som en kampplads: Pusher Street, rockernes indtog på hashmarkedet, stoffer og vold. Det er en del af Christianias brogede historie, men langt fra hele fortællingen. For Staden rummer også idealisme og flipperdrømme, myter og mærkelige anekdoter - og christianitternes evige forsøg på at sætte en grænse for, hvad et fællesskab bør rumme.
Christiania lader sig ikke pakke ned i en kasse. Det er ikke sort-hvidt, men et landskab af gråtoner: Et konsensusdemokrati og en rummelighed, der på én gang kan føles som byens blødeste tæppe - og som sandpapir mod huden.
Med varme og glimt i øjet tager Forchhammer os med ind i Københavns "trygge" baghave og filmer fristaden indefra - med de skæve eksistenser, interne kompromiser og historier, der lyder som eventyr, men som er blevet en del af Christianias identitet. Som fortællingen om den alkoholiseret bjørn, der drak sig fuld i æblevin og crashede i en seng.
- Mine forældre har altid fortalt mig de her historier, og jeg har gået og forestillet mig dem. Christiania er jo på en måde en lille selvstændig stat med sine egne myter. Og jeg tænkte bare: Jeg bliver nødt til at fortælle de historier, siger Forchhammer.
Vi har talt med instruktøren. Et menneske, der hele livet har stået med ét ben i Staden og ét "ude i Danmark". Han fortæller, hvorfor fristaden er mere end overskrifter - og hvorfor rummelighed også kan gøre ondt.
Dokumentaren får biografpremiere den 19. februar.
Et balanceret blik
Christiania deler næsten altid vandene. For nogle er det et åndehul midt i København. For andre er det en legeplads for kriminelle. Derfor bliver det hurtigt et minefelt at bevæge sig ind på - især når instruktøren selv står med en fod indenfor.
- Alle har holdninger til Christiania, og jeg er bange for at træde nogen over tæerne. Det er selvfølgelig også ret risikabelt at lave noget, hvor man blander sig selv ind i en fortælling, der handler om noget, som er så tæt på.
Alligevel går Forchhammer efter det nuancerede portræt.
- Jeg synes, de ofte bliver misforstået fra begge sider. På venstrefløjen er det bare et hippieparadis, hvilket jeg ikke tror, christianitterne selv ville kalde det. På højrefløjen bliver de reduceret til myter om, at "de ikke betaler skat", og at intet fra 70'erne faktisk lever videre. Jeg kunne ikke genkende nogen af yderpositionerne, så jeg ville forsøge at vise et mere balanceret blik, fortæller han.
Derfor går han tilbage til rødderne og prøver at fortælle de små historier, der står klemt mellem de store overskrifter.
- I mange år handlede det kun om Pusher Street og hash, fordi det var det, der foregik i nyhederne. Men Christiania handler om rummelighed og demokrati - og hvad der sker, når et samfund prøver at rumme alt.
Og det rejser et ret simpelt, men svært spørgsmål: Hvordan bygger man et samfund, der skal rumme alt - og stadig være et rart sted at bo?
For rummelighed har også en bagside, siger Forchhammer.
- Rummelighed kan være hård. Det er nogle gange hårdt at rumme alt. Og nogle gange kommer man til at rumme noget, man straight up bare ikke skulle have rummet. Og der har vi jo Pusher Street. Men det var vigtigt, at filmen ikke kun handler om Pusher Street, hash og kriminalitet.
Alligevel fylder Pusher Street i filmen. Under optagelserne eskalerer volden, og det bliver - ifølge instruktøren - startskuddet til en af de mest toneangivende perioder i nyere Christiania-historie: Lukningen af Pusher Street.
- At Pusher Street blev fjernet, kommer til at transformere Christiania - på godt og ondt, siger Forchhammer
Et samfund hvor (næsten) alle kan tale sammen
Christiania kalder sig et fællesskab bygget på konsensus - at alle skal blive enige. Det ser man tydeligt i dokumentaren, hvor vi sidder som fluen på væggen ved fællesmøderne, der kan trække ud og blive både lange og kaotiske. Folk bliver uenige, nogen bliver trætte, andre bliver stædige - og alligevel bliver de ved med at snakke sammen.
Forchhammer kalder det "det ultimative demokratiske eksperiment". Ikke fordi alle er enige, men fordi de bliver nødt til at blive i samtalen.
- Christiania er 50 år med generationer af folk, der er viklet sammen på kryds og tværs - med både venskaber og fjendskaber. Nogle kan være dybt uenige politisk og stadig have et personligt forhold, mens andre virker tætte, men i virkeligheden bare deler holdninger. Men næsten alle kan snakke sammen.
Det lyder næsten gammeldags - især i en tid, hvor det er nemmere end nogensinde at slukke for de stemmer, der irriterer én. Et unfollow her, en mute der, og så slipper man for friktionen. Men måske er friktionen netop det, der gør os stærkere?
Forchhammer ser det som en dansk styrke. En demokratisk muskel, der føles mere relevant end nogensinde at træne.
- Noget af det, danskerne kan, når vi er allerbedst, er at rumme noget, man er uenig i, og have en samtale med nogen, man er vanvittigt uenig med - og alligevel nå frem til en form for enighed. Det er en styrke. Måske fordi verden omkring os er ved at bryde sammen. Du ser, at demokratiske samtaler stopper, og du ser samfund, USA for eksempel, som går i stykker, fordi de ikke kan snakke sammen.
"Jeg er blevet snydt for en barndom på Christiania"
I dag bor Karl Friis Forchhammer selv på Christiania i et kollektiv. Og han kan mærke, hvad stedet gør ved ham.
- På et menneskeligt plan kan jeg godt lide, hvad Christiania gør ved mig. Jeg kan godt lide, at det gør mig mere rummelig. Og nogle gange er det hårdt. Det kræver noget af én at være rummelig. Men nogle gange er det okay, at det er hårdt.
I dokumentaren stiller han sig selv spørgsmålet, om han er blevet skærmet fra en opvækst eller snydt for en barndom på Christiania. I dag er han ikke i tvivl.
- Skal jeg være helt ærlig: Jeg tror, jeg er blevet snydt for en barndom på Christiania. Jeg er glad for min barndom, og jeg er taknemlig - men ja, jeg ville fandme også gerne have prøvet at vokse op derude. Jeg tror, det havde gjort mig mere hårdhudet. Mere ligeglad med, hvad folk synes om mig.
Filmen har gallapremiere i Grand Teatret i dag, den 18. februar, som optakt til CPH:DOX og er udtaget til festivalens hovedkonkurrence, DOX:AWARD. Dagen efter - 19. februar - får den biografpremiere over hele landet.
