Anders W. Berthelsen: "Så skriver jeg til Lene Maria: Bliver du ked af det, hvis jeg siger ja?"
Før 'Guardians of the Galaxy' var han (måske) verdens mest skræmmende seriemorder
Sjældent har det været grummere at komme ind i hovedet på en morderisk psykopat
Artiklen er skrevet af kino.dk's gyserglade filmnørd Bjarke Friis Kristensen.
Det er på en gang både yderst urovækkende og sært fascinerende at se film med brutale seriemordere. Det er nok også en af grundene til, at filmmediet bugner af seriemordere i alle afskygninger.
Fra skrækindjagende gys og morderjagende thrillers til blodige komedier og realistiske rå fortællinger.
I den aldeles grumt realistiske ende af skalaen finder man John McNaughtons foruroligende seriemorderfilm Henry: Portrait of a Serial Killer fra 1986.
En film jeg aldrig glemmer
Der er film, som gør så stort et indtryk, at de følger en resten af livet. Sådan en film er for mig netop det morderiske mesterværk 'Henry: Portrait of a Serial Killer'.
Fra første gang jeg som helt ung knægt oplevede denne rå film, har den nemlig siddet i mig. Som en tung sten dybt i et sort hul i min mave.
Fra filmens ubehagelige start, hvor urovækkende toner på lydsiden med dertilhørende mordtableauer af ofre, der i roligt tempo og med dvælende kameraarbejde åbenbares for publikum.
Man bliver her ufrivilligt voyeur til Henrys blodige efterladenskaber. Bl.a. en kvinde med en smadret flaske i munden. Vildt ubehageligt.
Man møder nu titelkarakteren, der med koldt blik og forknyt mine ankommer til Chicago, hvor han fortsætter sine morderiske gerninger uden at fortrække en mine.
Her ser man bl.a. de efterladte ofre og ikke selve mordene, mens man på lydsiden hører deres forvredne skrig.
Her får fantasien således lov til at folde sig grusomt ud. Det er brutalt, velfortalt og ganske enkelt urovækkende helt ind i sjælen.
Hvad handler 'Henry: Portrait of a Serial Killer' om?
Der er ikke som sådan et egentligt plot. Her er mere tale om et grumt nedslag i Henrys depraverede liv, hvor han skødesløst slår ihjel på må og få. Vi kommer med på en ubehagelige kigger.
På sin vej møder han den småkriminelle og tidligere fængslede Otis, som ender med at blive en art protegé og medskyldig i mordene. Otis har dog en noget anden tilgang til de ulækre gerninger.
For hvor Otis øjensynligt både griner og nyder at kvæle og skyde ofrene, er der en helt anden fåmælthed at se hos Henry. Han synes nærmest - af en eller anden indre pligt og drift - bare at MÅ dræbe.
Ikke fordi han som sådan synes at have lyst, men mest fordi, han ikke kan modstå sin indre drift. På samme måde, som man bliver nødt til at spise, bliver Henry nødt til at dræbe.
Filmens og virkelighedens seriemorder Henry
I rollen som Henry finder man en uforglemmeligt kold Michael Rooker, man bl.a. vil kende som fanfavoritten Yondu fra Guardians of the Galaxy og som Merle Dixon i zombie-serien 'The Walking Dead'.
Han har som seriemorderen en konstant ulmende uro siddende i sig bag sit ellers rolige ydre. Jeg kan ganske enkelt ikke lure, hvornår han i næste nu farer ud i en brutal blodrus.
Denne uforudsigelighed i hele hans tilstedeværelse er en konstant angstskabende præstation.
Over for Michael Rooker spiller en ulækker Tom Towles den uempatiske Otis. Sammen med Henry udgør de en klam duo, der med hver deres energi dynamisk komplimenterer hinanden.
Der er dog ikke nogen tvivl om, at det er Henry, som har det klare overtag i deres morderiske relation.
Der er selv sagt ikke meget lys at spore i filmens konstant kyniske væsen. Det skulle da lige være i Tracy Arnold, der spiller Otis' uskyldsrene søster Becky.
Udover at bidrage med blot en smule håb i mørket, kommer Becky også med netop alt det, man føler kan rives væk fra én i næste nu. På den måde understøtter hun nærmest også filmens gennengående ubehagelige grundstemning.
Både Henry og Otis er løst baseret på virkelighedens seriemordere Henry Lee Lucas og hans medskyldige Ottis Toole.
Henry tilstod mere end 600 drab, som han skulle have begået mellem 1975 og op til han blev arresteret i 1983. Langt de fleste tilståelser viste sig dog ikke at holde vand. Han blev i sidste ende dømt til døden for 11 mord.
Det er dog rigtigt, at Henry Lee Lucas fik en medskyldig i Ottis Toole, mens også Henrys tragiske og barske opvækst matcher virkelighedens seriemorder.
Et uafrysteligt mesterværk!
Der findes - som indledningsvis nævnt - et væld af film med og om seriemordere - bl.a. netop i den rå og realistiske ende af genren.
Her finder man 'Henry: Portrait of a Serial Killer', der er et møgbeskidt bekendtskab, som sidder i mig lang tid efter rulleteksterne er endt.
En nihilistisk film, hvor politiet glimrer ved sit fravær. Her er ingen jagt på Henry og Otis. De to får blot lov til at udfolde sig i Chicagos grumsede gader.
I den realistiske og rå ende af genren finder man bl.a. også seriemorderfilm som den yderst klamme 'Der goldene Handschuh' fra 2019, William Lustigs barske 'Maniac' fra 1980 og den sortkomiske sort/hvide 'Man Bites Dog'.
Listen er lang, hvor man også kan pege på titler som bl.a. 'Monster' med Charlize Theron fra 2003, den nervepirrende '10 Rillington Place' fra 1971 og den ligeledes uforglemmelige 'Angst' fra 1983.
Der kom desuden en opfølger til 'Henry: Portrait of a Serial Killer' i 1996 - her med Neil Giuntoli i titelrollen.
Det er dog 'Henry: Portrait of a Serial Killer', der for mig troner sig op i genren som et ubetinget og møgbeskidt mesterværk. Ja, måske endda som verdens bedste seriemorderfilm?
