For første gang nogensinde: Seks unge talenter vil forandre dansk film

Der skal møbleres om i branchen
Peter Nygaard Christensen
(© Peter Nygaard Christensen)

Formålet for seks nyuddannede producere fra Den Danske Filmskole er gennem et fælles produktionsselskab "at møblere om i branchen og styrke den", som det lyder i en pressemeddelelse.

Sammen vil de seks afgangselever starte et nyt dansk produktionsselskab, da de bl.a. ser, at der forude venter "en virkelighed, hvor dansk film er udfordret".

Disse udfordringer skaber dog også nye muligheder, som det videre lyder i meddelelsen:

- Vi oplever en branche, som skriger efter nye tiltag og forandring. Men også en branche, som ikke ved, hvor forandringen skal starte. Den bevægelse vil vi gerne være en del af, og ikke mindst være med til at definere.

De seks afgangselever er: Ulrikke Xenia, Laura Plummer, Emilia Moth, Ane Vennize Andersen, Mikkel Smidt og Nawa Al-Ani. 

De nyudklækkede producere vil efter deres fire år på skolen således gerne "mobilisere fællesskabets potentiale", da de under uddannelsen har fået frugtbare samarbejder med nye talenter, som de vil tage med videre med ønsket om "at bygge bro til den etablerede branche". 

De præsenterer i pressemeddelelsen disse tre budskaber:

- Vi tror på, at film er en holdsport - og derfor har vi samlet seks forskellige producerprofiler under ét tag for at møde branchens stigende krav til agilitet og alsidighed. Vi puljer vores kompetencer sammen og inviterer hinanden ind i vores respektive projekter. 

- Nye stemmer - verden er i opbrud, og vi har brug for åndelig oprustning. Vi udvikler nye talenter for at forme fremtidens film. Vi arbejder med kunstneriske stemmer, der endnu ikke har fundet deres plads i markedet, men som vil være med til at skubbe grænserne for filmens fortælleformer. For at dansk film kan udvikle sig og sætte sig på det internationale landkort, skal vi satse på nyt talent. 

- Andre veje til publikum - Vi er dedikerede til at finde alternative måder at nå vores publikum i biograferne og på de små skærme. I en tid, hvor opmærksomhed er en knap ressource, tager vi styringen og skaber filmoplevelser, der skærer igennem støjen og insisterer på relevans.

Hvad det nye produktionsselskab skal hedde, vil snarligst blive offentliggjort.

Nyeste film i biografen