Første hjertevarme trailer til ny dansk film med Jesper Christensen
Honey lyder måske ikke som en dansk film, men det er det. Filmen er en af de store familiefilm i vinterferien næste år, og den første trailer samt plakaten er netop udkommet.
Se trailer og plakat nederst i artiklen.
'Honey' er navnet på hovedkarakteren, den 13-årige pige, der bor alene med sin mor og storesøster. Som man kan se i traileren, er Honeys liv temmelig kaotisk, men hun har en passion for musik. På den måde minder den en smule om Oscar-vinderen CODA fra 2021.
Honey spilles af Selma Sol í Dali Pape, som nogen måske vil kunne genkende fra tv-julekalenderen 'Julefeber' og TV 2-serien 'Agent'.
Veteranen Jesper Christensen har rollen som en forsvunden morfar, mens Simon Bennebjerg spiller en forhutlet far. Rollen som moren spilles af Lene Maria Christensen.
Filmen er instrueret af Natasha Arthy, som har skrevet manuskriptet i samarbejde med Mette Eike Neerlin. 'Honey' er frit baseret på Mette Eike Neerlins prisvindende bog 'Hest, Hest, Tiger, Tiger' fra 2015.
Handlingen i Honey beskrives i pressemeddelelsen således:
Honey (13) er genert og lyver om sig selv og sin kaotiske familie og har i det hele taget svært ved at vise, hvem hun er i sin nye klasse. Hun er vild med at spille musik – og er rigtig god – det er der bare ingen, der ved.
Allerhelst vil Honey bare gerne have en plads i Liams band Fuld Smadder, så da hun finder ud af at hendes døde, musikglade morfar Marcel måske slet ikke er død, beslutter hun sig for at finde ham. Måske er han lige præcis dét, hun har brug for, så hun endelig kan lære at stå op for sig selv.
'Honey' får biografpremiere den 6. februar 2025.
Se traileren herunder: