3 danske skuespillere modtager international filmpris
Den italienske filmfestival i Torino har hædret tre danske skuespillere for deres præstationer i filmen Madame Ida, som er instrueret af spillefilmsdebutanten Jacob Møller. De får således alle tre prisen for Bedste kvindelige hovedrolle, der blev uddelt lørdag aften.
Prisen går således til skuespillerne Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Christine Albeck Børge og Karen-Lise Mynster, der samlet i en pressemeddelelse udtaler:
- Vi er meget glade og utroligt stolte over at modtage denne fornemme pris. Vi er især beæret over, at vi modtager den sammen som ensemble, fordi 'Madame Ida' er en fortælling om tre kvinder fra forskellige generationer, hvis skæbner er uløseligt forbundet.
- Af hjertet tak til instruktør og forfatter Jacob Møller for at invitere os med ind i skabelsen af denne fantastiske fortælling. Vores samarbejde på filmen og arbejdet med karaktererne har været ekstremt inspirerende, udfordrende og spændende, og vi glæder os helt vildt til at dele filmen med publikum i biografen nu.
Filmen 'Madame Ida' er en af 16 værker, der er udtaget til hovedkonkurrencen i Torino - udvalgt blandt 6000 film.
'Madame Ida' er et dansk drama, der foregår i starten af 1950'erne, hvor Cecilia på 15 år bliver gravid på det børnehjem, hvor hun er vokset op.
For at skjule den uønskede graviditet bliver hun sendt ud for at bo hos den 45-årige Ida, der skal adoptere barnet.
Ida bor i sit afsidesliggende palæ, som engang var samlingspunkt for højere samfundslag, men hvor hun nu har boet isoleret fra omverdenen i mange år, kun med selskab af sin livslange tjenestepige Alma på 70 år.
Hos Ida og Alma oplever Cecilia for første gang i sit liv et glimt af forældrekærlighed - og trods deres forskelle opstår der et stærkt bånd mellem de tre kvinder. Alt dette sættes dog på en alvorlig prøve, efterhånden som fødslen nærmer sig.
De tre hovedroller, som nu er blevet en fælles, international pris rigere, spilles af Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der også gjorde sig bemærket i Du som er i himlen, Christine Albeck Børge fra Ønskebarn og veteranen Karen-Lise Mønster, der bl.a. kunne opleves i Den store stilhed.
'Madame Ida' har biografpremiere i dag. Køb billetter på kino.dk her.