Første kig på Spider-Woman i traileren til 'Madame Web'
Endelig! Vi får nu det første kig på den kommende superheltefilm Madame Web med filmens første trailer.
Det betyder også et første kig ikke alene på Dakota Johnson som Madame Web, men også Sydney Sweeney som Julia Carpenter aka Spider-Woman!
'Madame Web' er en spinoff til fortællingerne om Spider-Man, ligesom vi bl.a. også har fået film om både Venom og Morbius, mens filmen Kraven the Hunter med Aaron Taylor-Johnson venter i 2024.
'Madame Web' centrerer sig om filmens titelkarakter, der i traileren viser sig som en tilsyneladende almindelig kvinde, der viser sig at have synske evner. Det første kig på superheltefilmen introducerer også filmens skurk, en Spider-Man-variant ved navn Ezekiel Sims, spillet af Tahar Rahim.
Dakota Johnson har tidligere kunnet opleves i alsidige film som Suspiria, Fifty Shades of Grey-filmene og The Lost Daughter, mens Sweeney har braget derudad siden serierne 'Euphoria' og 'The White Lotus', mens hun lige nu er biografaktuel i Reality og i den kommende Anyone But You.
Rollelisten byder også på Adam Scott (Step Brothers og serierne 'Severence' og 'Big Little Lies') som Ben Parker og Emma Roberts ('American Horror Story') som Mary Parker.
Isabela Merced spiller Anya Corazon aka Spider-Girl, og Celeste O'Connor er Mattie Franklin, som også går under aliasset Spider-Woman - ja, endnu en!
Det bliver virkelig spændende at se, hvordan disse karakterer kommer til at få liv og bliver brugt i 'Madame Web', der bliver første gang, vi ser nogle af karaktererne på det store lærred.
Verden mødte første gang Madame Web i tegneserieform i 1980, hvor hun dukkede op som en art mentor for Spider-Man, hvor hun er en ældre kvinde tilsluttet en netlignende maskine, som er nødvendig for at holde hende i live.
Senere i tegneserierne giver hun imidlertid sine evner videre til Julia Carpenter, der således blev den nye Madame Web.
S.J. Clarkson instruerer og er medforfatter på 'Madame Web'. Hun har stået bag afsnit af serier som 'Succession' og 'Orange Is the New Black' samt Marvel-serierne 'The Defenders' og 'Jessica Jones'.
LÆS OGSÅ: Spider-Man-skurk bider næsen af sin modstander i første trailer til 'Kraven the Hunter'
Medforfatterne er Matt Sazama og Burk Sharpless. De har også skrevet netop 'Morbius' med Jared Leto i titelrollen. Deres manuskript-CV tæller bl.a. også Power Rangers fra 2017 og Gods of Egypt med bl.a. Nikolaj Coster-Waldau og Gerard Butler.
'Madame Web' er altså det næste kapitel i Sonys Spider-Man-univers, hvor man til næste år som nævnt også kan se 'Kraven the Hunter' i biografen.