Forfatteren bekræfter: Efter mere end 10 år slutter hit-serie
Med tredje sæson af Bosch: Legacy - der får premiere i marts 2025 - nærmer Los Angeles-kriminalkommissæren Harry Bosch sig sin sidste mission. Det bliver nemlig seriens sidste sæson.
Serien om den utrættelige Harry Bosch, der oprindeligt havde premiere under navnet 'Bosch' i 2014, er klar til at give plads til nyt blod efter ti succesfulde år. Ti år, som i øvrigt har gjort historien om Bosch til den længst kørende fiktionsserie på Prime Video.
Nyheden blev bekræftet af Michael Connelly, der er forfatteren bag bøgerne, som serien er baseret på. Det skete via hans Instagram-profil. Se opslaget nederst i artiklen.
I opslaget udtrykker forfatteren sin taknemmelighed over for alle de medvirkende og den succes, de har skabt sammen.
Michael Connelly fremhævede også hovedrolleindehaver Titus Welliver (The Town, Operation Argo) på en måde, der kunne antyde, at hitseriens mange fans måske ikke har set det sidste til Harry Bosch.
I opslaget bekræfter forfatteren nemlig, at der allerede arbejdes på en ny serie i samme univers.
Den nye spinoff-serie vil fokusere på en anden af Connellys karakterer, nemlig den temperamentsfulde kriminalkommissær Renée Ballard, der spilles af Maggie Q.
Maggie Q har bl.a. medvirket i Divergent-franchisen som den benhårde Tori Wu, mens hun i 2023 spillede overfor Mark Wahlberg i actionkomedien 'The Family Plan'.
Karakteren Renée Ballard er kendt for at være utrættelig og stædig i sin jagt på retfærdighed. Hun blev første gang introduceret i romanen 'The Late Show' fra 2017.
Hun har således bl.a. tacklet korruption indenfor politiets egne rækker. Dermed tager hun sig ofte af sager, som andre har opgivet.
De mange fans af Bosch-universet har med andre ord endnu flere fortællinger om Los Angeles' betjente at se frem til.
'Bosch: Legacy' kan ses på Prime Video, hvor tredje og sidste sæson får premiere i marts 2025.