Fra Zendaya til Michael Falch: De 15 serier vi glæder os mest til i 2026

Vi har kigget nærmere i streaming-kalenderen for 2026 og peger således på de serier, som vi glæder os mest til at se i år.
Her på redaktionen har vi dog begrænset os til hver især at pege på blot tre serier. Det var ikke nemt, da der venter rigtig meget godt i serieland forude. ikke desto mindre har vi kastet os over udfordringen.
Se her hvilke film i biografen, vi glæder os mest til i år
Se vores valg af serier herunder.

Daniel Hartvig, redaktionschef:
Crystal Lake
Serien om forhistorien til gyserikonet Jason Voorhees har haft en noget turbulent optakt.
Først måtte en amerikansk retsinstants få afklaret en årelang strid om rettighederne. Det endte med, at den første films oprindelige forfatter, Victor Miller, fik retten til den første film og brandet 'Fredag den 13.', mens slasher-skurken som fuldvoksen med sin ikoniske ishockey-maske ejes af instruktør og producer Sean S. Cunningham.
Med den retslige afklaring i hus blev en serie annonceret, nemlig 'Crystal Lake', der skulle fortælle historien op til begivenhederne i den første film, hvor Jasons mor Pamela Vorhees ville være i centrum.
Den originale serieskaber Bryan Fuller greb med stor iver opgaven. Han havde desuden tidligere gjort noget lignende, da han i serien 'Hannibal' fortalte kannibalen Hannibal Lecters forhistorie.
Bryan Fuller luftede en række spændende og meget ambitiøse tanker om 'Crystal Lake', der også ville have Scream-skaberen Kevin Williamson som en del af forfatterholdet samt den oprindelige final girl Adrienne King på rollelisten.
Serie-projektet kuldsejlede desværre af mange forskellige årsager. Men serien blev ikke lagt ned.
Det prestigefyldte filmselskab A24 - der har stået bag film som Hereditary, Everything Everywhere All at Once og Talk to Me - producerer serien, der har fået Brad Caleb Kane i spidsen som showrunner.
Hvis hans navn ikke virker bekendt, så er han en af folkene, der leverede en af sidste års bedste gyserserier i form af 'It: Welcome to Derry'.
Ydermere har man hyret den altid dygtige Linda Cardellini til at spille Pamela Voorhees, mens det allerede nu er afsløret, at Jason vil optræde i både børne- og teenage-størrelse i den nye serie, hvilket er mega spændende for os fans!
Vi har endnu ikke nogle præcise plotdetaljer, men behøver vi det, når man ved, at Jason vender tilbage?!
’Crystal Lake’ får premiere i 2026 på Peacock i USA, hvorfor vi nok skal håbe på se den på SkyShowtime i Danmark senere på året.
De bedste år - sæson 2
Få serier har ramt en ægte skildring af det moderne familieliv med småbørn som Millang-brødrenes 'De bedste år', der fortjent også blev en seersucces på TV 2.
I år får vi sæson 2, hvor forældrene Mathias og Louise igen skal prøve at finde en balance i livet med arbejde, fritid og nu tre børn.
Der er nemlig sket en familieforøgelse, der betyder, at parret må skifte en lejlighed i byen ud med et rækkehus i provinsen. Det nye hus trænger til en kærlig hånd, mens både skolestart, arbejdsopstart for Louise og barsel for Mathias venter.
Udover de to hovedroller i skikkelse af Magnus Millang og Stephania Potalivo tæller rollelisten bl.a. også navne som Ditte Hansen, Lars Brygmann, Søs Egelind, Jesper Ole Feit Andersen, Kristoffer Eriknauer og Roberta Reichhardt fra første sæson.
I sæson 2 tilføjes stærke kræfter som Merete Mærkedahl, Amanda Collin, Havshen Nabaz og Nikolaj Steen.
Dermed kan anden omgang af serien ikke blive andet end sjov, akavet og utroligt relaterbar for os, der står - eller har stået - samme sted i livet som de to småbørnsforældre.
Sæson 2 af 'De bedste år' får premiere på TV 2 i løbet af 2026.
Mord i mørket
Hvis man er begejstret for dansk film, kan man ikke andet end at glæde sig til at se Michael Falch tilbage i glansrollen som den navnløse detektiv, som han første gang spillede i Mord i mørket fra 1986 og gentog to år senere i Mord i Paradis.
40 år efter vender den danske stjerne nu tilbage i Dan Turèlls krimi-univers. Det sker i en serie, der - ligesom den første bog og film - hedder 'Mord i mørket'.
Den nu pensionerede journalist slår sig sammen med sin datter - en ambitiøs politiefterforsker - for at opklare en stor sag. Det sker, da en advokat bliver slået ihjel i kølvandet på, at han har indvilliget i at skrive en bog om sin kriminelle fortid med journalisten.
Efterfølgende bliver flere myrdet, så tiden rinder ud, hvorfor far og datter må genopbygge deres betændte forhold for at finde sandheden bag mordene.
Michael Falch er altså tilbage i sin ikoniske rolle, hvilket i sig selv er virkeligt spændende. Rollelisten tæller desuden også Katinka Lærke Petersen, Alex Høgh Andersen, Sofie Torp, Alexandre Willaume m.fl.
Christian E. Christiansen (Råzone) instruerer serien, som han har skrevet sammen med forfatter Jesper Fink (Vejen Hjem, Margrete den Første).
'Mord i mørket' får premiere på Prime Video i løbet af 2026.

Christine Dyrskjøt Elmstrøm, kreativ chef
Euphoria - 3. sæson
Længe har vi ventet, og dette forår kommer den så endelig – den tredje og afsluttende sæson af fænomenet 'Euphoria'.
Serien har indtjent Zendaya to Emmy-priser og kickstartet flere store navne som Sydney Sweeney, Jacob Elordi og Hunter Schafer, der alle vender tilbage i den nye sæson.
Sæson 2 kom ud i 2022, og den nye sæson vil også indeholde et tidsspring, så karaktererne ikke længere går på high school.
Vi kan forhåbentligt se frem til et gensyn med det glimmerfyldte og æstetisk indbydende univers, der formår at balancere vigtige og tunge emner som identitet, mentalt helbred og misbrug med ikoniske øjeblikke og store skuespillerpræstationer.
Sæson 3 af 'Euphoria' får premiere på HBO Max til 13. april.
Elle
Legally Blonde fra 2001 er en absolut filmklassiker med Reese Witherspoons udødelige præstation som Elle Woods, der trodser stereotyper og forventninger, mens hun sparker røv på Harvard som jura-studerende.
Nu vender Elle Woods tilbage i serien 'Elle', der foregår før handlingen i 'Legally Blonde', hvor vi kommer til at følge karakteren under hendes år i high school.
Den unge og indtil videre relativt ukendte skuespiller Lexi Minetree har overtaget titelrollen, og det bliver spændende igen at opleve Elle Woods karismatiske charme og altid optimistiske tro på sig selv i et slut-90’er univers.
Elle får premiere på Prime Video i 2026.
Blade Runner 2099
Jeg elsker Ridley Scotts Blade Runner, og jeg eeeeeelsker Denis Villeneuves Blade Runner 2049. Derfor må det næsten være selvsagt, at en af årets mest ventede serier for mig er 'Blade Runner 2099'.
Serien foregår 50 år efter handlingen i den sidste film og følger replikanten Cora, der slår sig sammen med den aldrende Blade Runner Olwen for at beskytte sin bror. Men midt i missionen udfolder der sig en konspiration, der truer deres by, som forsøger at rejse sig fra asken.
Som Cora og Olwen ses Hunter Schafer og Michelle Yeoh, hvilket allerede der sætter høje forventninger. Jeg glæder mig til at vende tilbage til science fiction-universet og forhåbentligt igen blive mødt med tematikker som identitet, empati og menneskelighed – som måske er endnu vigtigere at fokusere på i dag end nogensinde før.
'Blade Runner 2099' får premiere på Prime Video i 2026.

Bjarke Friis Kristensen, redaktør
Spider-Noir
Det er langt fra en hemmelighed, at jeg er meget begejstret for den levende legende Nicolas Cage. Derfor har serien 'Spider-Noir' naturligvis min interesse.
Det er endda skuespillerens første serierolle, hvis man ikke tæller hans værtsrolle i dokumentarserien 'History of Swear Words' med.
Nicolas Cage er dog ikke ny udi i superhelte-roller. Man har bl.a. set ham som den ildspruttende Ghost Rider og som Big Daddy i 'Kick-Ass'.
Nu kaster stjernen sig så igen ind i superhelteland som Spider-Man Noir. En karakter han lagde stemme til i animationsfilmen Spider-Man: Into the Spider-Verse i 2018.
Denne gang er der imidlertid tale om live action i sort/hvid. Det er endda første gang, at den sort/hvide superhelt kan opleves i en live action-produktion.
'Spider-Noir' er historien om en aldrende og ikke videre succesfuld privatdetektiv i 1930'ernes New York, der tvinges til at se sit tidligere liv i øjnene som byens eneste superhelt: Spider-Man Noir.
Serien produceres af Phil Lord, Christopher Miller og Amy Pascal - trioen bag netop Spider-Verse-animationsfilmene.
'Spider-Noir' har endnu ikke en premieredato, men forventes at lande på Prime Video i 2026.
Buffy the Vampire Slayer: New Sunnydale
Jeg så den oprindelige Buffy the Vampire Slayer-serie med Sarah Michelle Gellar religiøst, da den løb over de danske skærme i sin tid. Den sidste sæson landede i 2003. Nå ja, filmen om vampyrdræberen fra 1992 er også pokkers charmerende!
Forude venter nu helt nye afsnit om Buffy Summers, når serien 'Buffy the Vampire Slayer: New Sunnydale' får premiere senere i år.
Sarah Michelle Gellar vender tilbage i sin legendariske rolle, der nu står til at skulle træne en ny vampyrdræber til at bekæmpe ondskaben.
Det bliver bl.a. spændende at se, hvordan Buffy nu træder ind i en mentor-rolle, men i det hele taget også, om universet stadig kan vise tænder. Mon ikke? Jeg glæder mig i hvert fald til at vende tilbage til Sunnydale.
Desuden instruerer Chloé Zhao det første afsnit af den nye serie. Hun har roste film som bl.a. The Rider og Oscar-vinderen Nomadland samt den kommende Hamnet på sit CV.
'Buffy the Vampire Slayer: New Sunnydale' har endnu ikke en premieredato, men forventes at lande på streaming i 2026.
Carrie
Stephen Kings klassiske bog 'Carrie' udkom i 1974 og blev yderst vellykket filmatiseret af Brian De Palma i 1976 med en uforglemmelig Sissy Spacek i titelrollen som den mobbede og underkuede Carrie White.
Ja, vi glemmer alt om den meget slatne genindspilning fra 2013.
Med den kommende serie 'Carrie' kan den overnaturlige coming-of-age-historie måske få genoprejsnings efter 2013-versionen. Jeg er i hvert fald fortrøstningsfuld, da man bag den otte afsnit lange miniserie finder Mike Flanagan.
Han har for længst bevist sit værd som dygtig gyserskaber med serier som 'The Haunting of Hill House', 'Midnight Mass' og 'The Fall of the House of Usher' m.fl.
Serien beskrives som en gentænkning af den originale Stephen King-historie om den unge kvinde Carrie, der lever under sin dominerende mor og senere udvikler telekinesiske evner.
Carrie portrætteres af det 21-årige talent Summer H. Howell, mens rollelisten bl.a. også byder på Flanagan-gengangeren Samantha Sloyan som Carries destruktive mor.
'Carrie' har endnu ikke en premieredato, men forventes at lande på Prime Video i 2026.

Benjamin Blaakilde, skribent
Dune Prophecy - 2. sæson
HBO har haft stor succes med tv-spin-offs af store Warner Bros.-film, som 'The Penguin' og 'It: Welcome to Derry'. Men den mest oversete af disse er 'Dune: Prophecy', der havde premiere på sin første sæson i 2024.
Serien foregår tusindvis af år før begivenhederne i 'Dune' og følger grundlæggelsen af Bene Gesserit-ordenen ledet af Emily Watson, der spiller Mother Superior Valya Harkonnen, som står over for en mystisk, profeteret fjende.
Producer Alison Schapker har afsløret, at sæson 2 vil fokusere langt mere på planeten Arrakis, efter Valya flygter til planeten sammen med Ynez, spillet af danske Sarah-Sofie Boussina, og Keiran (Chris Mason) i slutningen af første sæson.
Serien kunne meget vel blive genial opvarmning til den tredje film fra Denis Villeneuve om Paul Atreides, der har premiere til december.
'Dune: Propchey' får premiere i slutningen af 2026 på HBO Max.
The Fall and Rise of Reggie Dinkins
Mellem alle storserierne vil jeg gerne fremhæve noget helt klassisk, nemlig en helt traditionel sitcom, som hverken er en reboot, spinoff eller sequel.
'The Fall and Rise of Reggie Dinkins' er en ny komedieserie med Tracy Morgan i hovedrollen som en vanæret tidligere amerikansk fodboldspiller, der i forsøget på at vinde sine fans tilbage og genvinde sin families respekt, hyrer en dokumentarfilmskaber, spillet af Daniel Radcliffe, til at genopbygge sit image.
Serien er skabt af Robert Carlock, der skabte komisk guld i syv sæsoner af '30 Rock' sammen med Tina Fey, som naturligvis også er executive producer på det nye projekt.
Og selvom de fleste nok kender Daniel Radcliffe som ung troldmand i Harry Potter-serien, besidder han også et stærkt funny bone, som det også sås i den kriminelt undervurderede 'Miracle Workers'.
Sammen med Fey og Morgan burde det her forhåbentlig blive endnu et touchdown.
'The Fall and Rise of Reggie Dinkins' har premiere i USA på streamingtjenesten Peacock til februar, og vi håber og forventer, at den rammer en dansk streamingtjeneste i løbet af året.
Trinity
I 2026 får vi den længe ventede genforening mellem Jed Mercurio og Game of Thrones-stjernen Richard Madden, som tidligere samarbejdede på en af de sidste ti års bedste thriller-serier 'Bodyguard' i 2018. Den indbragte Madden en Golden Globe, og desuden blev den Emmy-nomineret for Bedste Dramaserie.
Den nye otte afsnit lange serie 'Trinity' følger Gugu Mbatha-Raw, kendt fra bl.a. Loki-serien, der spiller rollen som kommandør Katherine Decker, som er næstkommanderende ombord på USS Kansas – en atomubåd og et af de mest dødelige våben på Jorden.
Hun indleder et forhold til den udadtil karismatiske forsvarsminister, spillet af Madden, blot for at opdage, at han måske står i centrum af en farlig sammensværgelse.
Hvis bare serien er halvt så god som 'Bodyguard' har vi et topspændene projekt i vente på Netflix i år.
'Trinity' får premiere på Netflix i løbet af 2026.

Victoria Dikov, skribent
The Boys, sæson 5 - premiere den 8. april
Den sidste sæson af hitserien 'The Boys' har premiere i april, og det er en nervepirrende afslutning vi har i vente, da det satiriske univers' svar på en aldeles ondsindet version af Superman, Homelander, nu for alvor er steget til magten.
Vi vender tilbage til Butcher, Hughie, Annie og deres venner, hvis mission om at stoppe Homelander, hans søn Ryan og de andre superhelte nu for alvor spidser til. Samtidig lyder det, at flere karakterer fra den anden serie i samme univers, 'Gen V’' også kommer til at spille en stor rolle.
Det her er det helt store klimaks, og det bliver forhåbentlig endnu vildere end nogensinde før.
Sæson 5 starter på Prime Video den 8. april.
The Vampire Lestat
Serien har skiftet navn, men 'The Vampire Lestat' er stadig den længeventede tredje sæson af den gotiske gyserserie 'En vampyrs bekendelser', som endelig gjorde indtog på det danske Netflix sidste år.
I den kommende sæson kommer vi til at følge den franske vampyr Lestat de Lioncourt, som efter at vende tilbage fra døden nu har taget hul på et liv som rockstjerne i 1980'erne.
Dette bliver første gang han selv møder journalisten Daniel Malloy, der sidst interviewede hans udkårne Louis de Pointe du Lac - som loves stadig at hjemsøge hver en krog af fortællingen.
Der er allerede blevet annonceret nye, stærke skuespillere på rollelisten, og sæsonen skydes i gang til sommer på AMC. En dansk premiere er endnu ikke bekræftet, men man kan håbe på at den bliver tilgængelig på dansk jord i løbet af efteråret.
It’s Always Sunny in Philadelphia - 18. sæson
Den længst kørende live-action sit-com nogensinde havde premiere på sin syttende sæson i sommeren sidste år, og det ser ud til at der er endnu en solrig sommer i vente, da den folkekære Danny DeVito har bekræftet at produktionen på sæson 18 sættes i gang allerede i slutningen af januar.
Sæson 17 blev stærkere og mere hysterisk end nogensinde før, så der ligger forhåbentlig endnu mere samfundsaktuel satire i vente fra holdet i Philadelphia.
Charlie Day har dog også hentydet til, at denne sæson kan blive den sidste ifølge deres kontrakt, men understreger, at hele castet er mere end klar på at fortsætte, hvis netværket tillader det.
Den forrige sæson blev sendt i juli i USA og kom derefter på Disney+ herhjemme i august, så man kan godt håbe på en lignende premieredato i år.








