Guide: Her er alle de kommende Disney-genindspilninger

Den biografaktuelle Snehvide tilslutter sig den stadigt voksende liste af Disneys såkaldte live-action-genindspilninger, som selskabet har produceret i løbet af særligt de sidste 10 år.
Genindspilninger var ikke fremmede for Disney inden, men det var først i 2015, at tingene for alvor begyndte at tage fart med udgivelsen af en ny version af deres klassiker Askepot. I årene forinden var der ganske vist kommet live-action-versioner af Alice i Eventyrland (og senere dens efterfølger) samt Maleficent, en nyfortolkning af den klassiske skurk fra Tornerose. Men 'Askepot' lagde grundstenene for det, der siden er blevet en årlig tradition med animerede klassikere omdannet til "realistiske" produktioner.
Herefter fulgte Junglebogen, Skønheden og Udyret, Dumbo, Aladdin, Løvernes Konge og Den Lille Havfrue for bare at nævne et par stykker. Og i år alene får vi 'Snehvide' og Lilo & Stitch, mens 'Vaiana' angiveligt er planlagt til premiere i 2026. Og så videre. Og så videre. Måske for evigt.
Det er ingen hemmelighed, at nostalgi sælger – men hvis det var den eneste drivkraft, kunne Disney teoretisk set spare en masse penge og blot genudgive klassikerne i biograferne. Nej, der er også noget andet på spil – måske et behov for at vise, at Disney efter et århundrede stadig kan tage gamle historier og gøre dem nye igen. Og fordi vi alle bliver ved med at lade os rive med, er der nok ingen endestation i sigte.
Herunder følger en liste af alle de genindspilninger, som Disney har i støbeskeen:

Snehvide (20. marts 2025)
Den første tegnefilm i spillefilmlængde får endelig sin live-action-udgave i denne uge med premieren på The Amazing Spider-Man-instruktør Marc Webbs musikalske fantasyfilm 'Snehvide'.
Rachel Zegler, kendt fra bl.a. West Side Story og The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes kan ses i rollen som den ikoniske titelkarakter, mens Gal Gadot indtager rollen som den onde dronning.
De første reaktioner på filmen tyder på, at den bliver en sand fornøjelse for publikum i alle aldre med helt nye sange fra La La Land-duoen Benj Pasek and Justin Paul.

Lilo & Stitch (22. maj 2025)
En af de nyere Disney-animationsfilm, som mange længe har ønsket at se i en live-action-version, Lilo & Stitch, får snart en helt ny fortolkning.
Stitch er en af de mest elskede karakterer i Disneys univers og er berygtet for sin drilske, men charmerende natur – og for altid at skabe kaos, hvor end han dukker op.
Den kommende genindspilning lover at levere den samme hjertevarme fortælling, som den originale animerede klassiker er så kendt for.
Filmens rolleliste inkluderer Chris Sanders, Mala Kealoha, Zach Galifianakis, Billy Magnussen og Sydney Agudong.

Vaiana (9. juli 2026)
Selvom den animerede film, der på dansk har titlen Vaiana, kun er under et årti gammel, annoncerede Dwayne Johnson i april 2023, at hans produktionsselskab, Seven Bucks Productions, arbejder på at bringe historien til live igen i en live-action-version.
Johnson, der lagde stemme til Maui i den originale film fra 2016, vender tilbage til rollen, mens Auliʻi Cravalho desværre ikke gentager sin rolle som titlerollen. Catherine Laga‘aia har i stedet overtaget rollen, hvilket Cravalho personligt har støttet og fejret offentligt.
Johnson har også afsløret, at filmen vil trække på polynesiske traditioner for sang og dans, hvilket betyder, at live-action-udgaven sandsynligvis bliver en musical – ligesom den animerede version.

Cruella 2
Den dobbelte Oscar-vinder Emma Stone pustede nyt liv i 101 Dalmatinere-skurken med live-action-forløberen Cruella fra 2021, og fans har siden længtes efter en efterfølger. Vi må dog vente lidt længere på Cruella 2, da Stone har afsløret, at projektet stadig er i de tidlige udviklingsfaser.
'Cruella 2' vil sandsynligvis udforske Cruella de Vils vej mod sin skurkerolle i '101 Dalmatinere'. Da den første film skabte sin egen historie inspireret af den klassiske Disney-figur frem for at være en tro kopi af den originale film, er det sandsynligt, at efterfølgeren vil følge samme tilgang.

Herkules
Selvom instruktør Guy Ritchies live-action-version af Herkules ikke bliver en direkte genindspilning af den animerede film fra 1997, vil den ifølge producerne Joe og Anthony Russo dele visse elementer med originalen.
På nuværende tidspunkt vides der ikke meget om filmens handling, premieredato eller rollebesætning, selvom rygterne har sværmet omkring Austin Butler som den græske halvgud og Dua Lipa som Megara.
Joe Russo antydede i 2022, at den nye film vil give den originale animationsfilm et "moderne twist", og Ritchie, der tidligere instruerede Disneys Aladdin-genindspilning, lader sig angiveligt inspirere af sociale medieplatforme som TikTok, hvilket kan indikere en mere dynamisk og nutidig fortolkning af fortællingen.

Bambi
Den animerede klassiker Bambi fra 1942 er endnu et elsket Disney-projekt, der står til at få en live-action-genindspilning. Projektet blev først annonceret i begyndelsen af 2020 og bliver skrevet af Captain Marvel-manuskriptforfatter Geneva Robertson-Dworet og Lindsay Beer, som også skrev Chaos Walking fra 2020 med Tom Holland og Mads Mikkelsen.
Udover at Sarah Polley i marts 2024 annoncerede, at hun ikke længere planlagde at instruere filmen, har der ikke været væsentlige opdateringer om projektet de seneste år.
Det tyder dog på, at filmen i stil med Junglebogen-genindspilningen vil blive en fotorealistisk computeranimeret film, der udvisker grænserne mellem animation og live-action.

Robin Hood
I april 2020 afslørede The Hollywood Reporter, at en live-action-genindspilning af den animerede film Robin Hood fra 1973 var under udvikling som en eksklusiv Disney+-udgivelse.
Den oprindelige film gav den legendariske britiske fredløse en musikalsk nyfortolkning, hvor talende dyr overtog de traditionelle menneskelige roller – og for mange er Disneys version blevet den definitive udgave af fortællingen om Robin Hood.
Projektet skal instrueres af Blindspotting-instruktøren Carlos Lopez Estrada og skrives af Kari Granlund, der også stod bag manuskriptet til Lady og Vagabonden-genindspilningen. Flmen vil angiveligt være en musical og ligesom 'Bambi' benytte en kombination af live-action og compueranimation.

Aristocats
Der begynder at tegne sig et mønster af, at live-action/animationshybrider er en populær tendens i Disneys kommende genindspilninger. Ideen med den kommende Aristocats er igen at bruge rigtige kulisser og menneskelige skuespillere, mens dyrekaraktererne skabes med animation og visuelle effekter i stedet for at bruge levende dyr.
Den originale musical fra 1970 følger en overklassekattefamilies eventyr, og denne historie bringes nu til det store lærred af selveste Questlove. Med den mangeårige trommeslager fra The Roots bag kameraet og i spidsen for den kreative proces, kunne denne nye fortolkning af 'Aristocats' meget vel blive en af de mest spændende kommende projekter fra Disney – og forhåbentlig undgå den skæbne, som en vis anden katte-muscial fra 2019 led.

Klokkeren fra Notre Dame
En genindspilning af filmatiseringen fra 1996 af Victor Hugos klassiske roman om 'Klokkeren fra Notre Dame' blev først annonceret tilbage i 2019, men siden da har der ikke været meget fremgang. Dog delte Josh Gad, der producerer filmen og måske skal spille hovedrollen, med sine Instagram-følgere i marts 2023, at filmens manuskript var "et af de bedste", han nogensinde har læst. Opslaget inkluderede også et "fan-cast", der inkluderede navne som Gal Gadot, Chris Evans, Sacha Baron Cohen og Jack Black. Rollerne må man gætte sig til.
Filmen kan muligvis få noget konkurrence, da Idris Elba efter sigende både skal spille hovedrollen og instruere en version af historien for Netflix.

To på flugt
Ifølge Variety, som rapporterede nyheden i december 2024, er Tangled (på dansk 'To på flugt') den nyeste live-action-genindspilning, der er blevet tilføjet til Disneys produktionskø.
Michael Gracey ('The Greatest Showman') er i forhandlinger om at instruere filmen, men der er endnu ikke blevet offentliggjort yderligere detaljer.
Der har dog allerede været mange castingrygter, der bl.a. har nævnt Florence Pugh, Sabrina Carpenter og Taylor Swift som mulige kandidater til prinsessen med det lange hår, mens Demi Moore og Kathryn Hahn har været favoritter til at spille hendes skurkagtige mor.
'Snehvide' kan ses i de danske biografer nu.