Her er de 10 bedste film i biografen det første halvår 2025

Vi er nået igennem det første halve år af 2025. Vi kigger derfor tilbage på seks måneder med mange forrygende filmoplevelser i biografen. Men hvilke har været de bedste?
Det giver vi vores bud på med 10 udvalgte titler, som vi har haft ekstra optur over i biografens mægtige mørke.
2025 har indtil videre især været et stærkt år for dansk og nordisk film, og hele tre danske titler samt en enkelt norsk har fundet vej til vores topliste. Herudover fremhæver vi flere af årets Oscar-vindere, mens flere af filmene kan ses i biografen nu.
Filmene, der har været i spil til en plads på listen, er valgt ud fra de danske premieredatoer.
Herunder følger de 10 bedste biograffilm ifølge os fra det første halvår af 2025. Titlerne er listet i vilkårlig rækkefølge.

The Brutalist
Med sikker hånd om sit storslåede periodedrama fortæller instruktør og manuskriptforfatter Brady Corbet den dragende historie om arkitekten László Toth. Han spilles af Adrien Brody, der indkasserede en Oscar for sin præstation.
Den visionære arkitekt emigrerer fra efterkrigstidens Europa til USA, hvor han må starte forfra med et nyt liv og nye udfordringer i sit arbejde, mens ægteskabet med Erzsébet (Felicity Jones) knirker.
En visuelt imponerende fortælling med stærke præstation af bl.a. også Guy Pierce som snarrådig og tvetydig rigmand sikrer filmen en placering på listen.

Pigen med nålen
Det danske drama blev indstillet til en Oscar i kategorien Bedste internationale film. Det forstår vi godt. Filmen er nemlig en knugende stærk oplevelse med sit helt eget liv.
'Pigen med nålen' udspiller sig i et beskidt København i slutningen af 1. Verdenskrig. Vi møder her den unge arbejder Karoline, som slider i det for at klare livet i hovedstaden. Hvad værre er, så bliver hun arbejdsløs, forladt og gravid, så hvad gør hun nu?
Filmen er på skræmmende vis inspireret af virkelige hændelser, hvor man i rollen som Karoline finder den nuanceret gribende Vic Carmen Sonne, mens den hemmelighedsfulde og umiddelbare skytsengel Dagmar portrætteres intenst af Trine Dyrholm.

Nosferatu
Tæt af formørket atmosfære bringer filmskaberen Robert Eggers ('The Witch', 'The Lighthouse', 'The Northman') sin fascinerende version af den mytologiske vampyr Nosferatu til grufuldt live, kropsliggjort på urovækkende vis af en ugenkendelig Bill Skarsgård.
Den gotiske fortælling følger bl.a. en ung kvinde, der hjemsøges af sælsomme drømme, hvor den skræmmende vampyr er i spil. Det hele fortalt med mareridtsfremkaldende præcision, der holdt os naglet fast til biografsædet.
Første gang Nosferatu-fortællingen så dagens lys, var med F.W. Murnaus tyske stumfilm 'Nosferatu, eine Symphonie des Grauens' fra 1922, mens Werner Herzog gav liv til historien i 1979 med Klaus Kinski i titelrollen med 'Nosferatu - Phantom der Nacht'.

Det andet offer
Den spillefilmsdebuterende instruktør Zinnini Elkington brager ind i biografen med sin drønspændende og dybt gribende 'Det andet offer'.
I det intense drama om en læges skæbnesvangre vagt på et hospital følger vi den dygtige Alexandra - portrætteret hele vejen nærværende af Özlem Saglanmak - der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling påtager sig et ekstra ansvar.
Men da en beslutning får fatale følger, begynder dagen og Alexandras verden at falde fra hinanden. En stærk film om bl.a. skyld og sorg, ansvar og magtesløshed.

28 Years Later
De raseri-inficerede mennesker løber igen amok, når instruktør Danny Boyle fortsætter den postapokalyptiske historie, som han satte i søen med '28 Days Later' i 2002.
Der er nu gået 28 år siden sidst, hvor de blodgylpende, zombie-agtige væsner kun har sendt menneskeheden endnu mere i hundene. Vi møder her en far og hans søn, der bor i et lille øsamfund forskanset fra raserivirussen, der huserer på fastlandet.
Naturligvis kommer det til flere intense konfrontationer med de inficerede, når den både gribende, medrivende og af og til helt rørende fortælling ruller foruroligende afsted.

Den stygge stedsøster
Det norske gysereventyr tager grotesk, morsom og blodigt brutal hånd om den klassiske historie om Askepot, når vi her finder stedsøsteren i hovedrollen.
Elvira drømmer nemlig om at blive gift med den eftertragtede prins Julian, så da han inviterer til bal på slottet, er hun villig til at gøre alt for at blive hans udkårne. Det involverer sin del af kropstransformerende grusomheder.
Den debuterende instruktør Emilie Blichfeldt skaber et fascinerende eventyrunivers med et sjasket skud body-horror, der både sendte gys og grin igennem os.

Emilia Pérez
Instruktør Jacques Audiards fascinerende genrebastard starter sin fortælling i Mexico, hvor vi møder den dygtige advokat Rita, der langt fra er værdsat i det store firma, hvor hun arbejder.
Så da hun får et måske nok lidt speget jobtilbud, vælger hun at takke ja til jobbet og ikke mindst den kostelige hyre. Hun skal nu hjælpe en brutal kartelleder med at trække sig fra sit kriminelle liv og samtidig realisere drømmen om at blive den kvinde, han altid har drømt om at være.
Med en visuelt veloplagt billedside fortryller filmen med sin både stærke og tankevækkende fortælling, hvor der undervejs spædes til med vidunderligt opfindsomme musicalnumre.

Babygirl
Det erotiske drama beriges af to stærke præstationer af Nicole Kidman og Harris Dickinson som henholdsvis den succesfulde direktør Romy og hendes unge praktikant Samuel.
De to indleder snart en affære, hvorved Romy sætter både karriere, ry og familieliv over styr. Det passionerede og forbudte forhold er fortalt med en intimitet og et nærvær, der krøb ind på livet af os.
Man må ikke overse en virkelig stærk Antonio Banderas i rollen som Romys ægtemand. En både velspillet og velfortalt historie om liderlighed, passion og forbudt kærlighed.

Hjem kære hjem
Instruktør Frelle Petersen følger imponerende flot op på sine film 'Onkel' og 'Resten af livet' med 'Hjem kære hjem', der får troværdigt liv gennem bl.a. hovedrolleindehaver Jette Søndergaard som den fraskilte hjemmehjælper Sofie.
Sofie er startet på en frisk med sit nye arbejde i et sønderjysk lokalsamfund, hvor der på overfladen måske ikke sker så meget, men hvor livet er yderst relaterbart og nærværende skildret gennem både miljø og karakterer.
Med en sart følsomhed og menneskelig sødme finder Sofie hurtig ind på livet af borgerne, men det kommer også med følelsesmæssige konsekvenser i et system, der ikke altid har tid og rum til menneskene. En på alle måder elegant fortælling om det store, stille liv.

Flow
Den billedskønne 'Flow' vandt flot Oscar-statuetten for Bedste animationsfilm. Vi er bestemt også begejstrede for den vidunderligt animerede historie om en kats forunderlige rejse ud i en mennesketom verden.
Menneskeheden er nemlig på usagt vis forsvundet, og man finder kun spor fra dem i en nu vildt sprudlende natur.
Katten ender ad skæbnens omveje på en båd med en række andre dyr, der sammen må lære at samarbejde på trods af deres forskelligheder. Fortalt uden dialog, men rig på både følelser og visuelt medrivende historiefortælling.