Her er Margot Robbies første hovedrolle siden 'Barbie': Se traileren til den nye fantasy-romance

Efter sine nænsomme indie-dramaer 'Columbus' og After Yang træder den tidligere video essayist og nu filmskaber Kogonada ind i en større produktion med sit næste projekt.
Hans kommende film hedder A Big Bold Beautiful Journey og har Margot Robbie og Colin Farrell i hovedrollerne.
Fantasy-romancen skulle oprindeligt have haft biografpremiere her i starten af sommersæsonen. Sony Pictures har dog valgt at flytte premieren til efteråret den 18. september - muligvis en strategisk placering tættere på prisuddelingssæsonen.
Den første trailer er netop landet og fremstår som en blanding mellem Eternal Sunshine of the Spotless Mind og About Time, hvor to fremmede opdager døre, der kan føre dem tilbage til øjeblikke i deres fortid.
Margot Robbie og Colin Farrell spiller henholdsvis David og Sarah, der udforsker livsdefinerende øjeblikke - og de følelsesmæssige ar, de bærer med sig - mens de forsøger at finde kærligheden i nutiden og fremtiden.
Filmen ser både rørende og visuelt utroligt smuk ud at dømme ud fra traileren.
'A Big Bold Beautiful Journey' markerer Margot Robbies første filmrolle siden titelrollen i den globale succes Barbie fra 2023.
Colin Farrell var senest fuldstændig transformeret i rollen som Oswald 'Oz' Cobb i DC-serien 'The Penguin'.
'A Big Bold Beautiful Journey' har biografpremiere den 18. september.