Hitler, tis og dødstrusler: 10 film-duoer, der røg i totterne på hinanden

Det er ikke altid lutter fest og farver bag kameraet, når der laves film. Her kan bølgerne gå højt med både skænderier og slåskampe, når passionerede mennesker arbejder sammen.
Vi vender i denne artikel blikket mod den eksplosive relation, der kan være mellem instruktør og skuespiller under en films tilblivelse.
Herunder følger således 10 filmduoer, der har haft sin del af problemer bag kameraet på en række populære film.

Harrison Ford vs. Ridley Scott - Blade Runner (1982)
Mesterinstruktøren Ridley Scott og den levende legende Harrison Ford var fra første færd på produktionen af science fiction-mesterværket 'Blade Runner' uenige om Fords karakter Rick Deckard. For hvor Scott ville have, at Deckard var en replikant, var Ford af den modsatte holdning.
De to legender er endnu ikke nået til enighed, hvilket instruktøren Denis Villeneuve vidnede i forbindelse med hans fortsættelse Blade Runner 2049, hvor de to herrer endnu en gang kom op at diskutere replikant-spørgsmålet, hvilket Villeneuve fandt ret så morsomt.

Ellen Burstyn vs. William Friedkin - The Exorcist (1973)
Det yderst skræmmende resultat af produktionen bag gyser-klassikeren 'The Exorcist' var ikke uden sin del af stridigheder. Bl.a. var instruktøren William Friedkin og skuespillerinden Ellen Burstyn ikke helt på bølgelængde i forbindelse med en scene, hvor hun under eksorcismen kastes gennem rummet.
Friedkin ønskede nemlig, at filmens stunts skulle se så ægte ud som muligt, hvilket afsted kom, at Burstyn fik sin del af knubs, da hun via et seletøj blev hevet gennem luften. Det endte faktisk med - på trods af Burstyns indvendinger - at hun fik rygskader, som hun siden har døjet med.

Edward Norton vs. Tony Kaye - American History X (1998)
Der er vist ingen tvivl om, at 'American History X' er en både voldsom og voldsomt god film. Den kom dog ikke til verden uden problemer. I centrum for produktionens stridigheder finder man hovedpersonen Edward Norton og instruktøren Tony Kaye.
For det første udtalte Kaye sig om, at Norton ikke skulle have de rette skuespillerevner til rollen, mens Norton under optagelserne tog så meget kreativ kontrol, at Kaye skulle have truet med at slette hans navn fra filmen. Det endte endog med, at Kaye sagsøgte projektet for 200 millioner dollars, men han tabte imidlertid søgsmålet.

Shelley Duvall vs. Stanley Kubrick - The Shining (1980)
Det er en kendt sag, at mesterinstruktøren Stanley Kubrick i den grad var både yderst detaljeorienteret og en stor perfektionist i skabelsen af sine film. Det fik bl.a. skuespillerinden Shelley Duvall lov til at føle på egen krop under optagelserne af gyserklassikeren 'The Shining'.
Her skulle Duvall således have været tæt på at få et nervøst sammenbrud, mens hun grundet det intense samarbejde også blev både syg og mistede noget af sit hår. Kubrick skulle også være gået ind i hver en detalje af hendes skuespil, hvor det i en scene blev til hele 127 takes (!), inden optagelsen var i kassen.

Val Kilmer vs. Joel Schumacher - Batman Forever (1995)
Det er meget muligt, at 'Batman Forever' hos mange ikke står som den mest vellykkede film om den kappeklædte hævner. Det var samarbejdet mellem Val Kilmer og instruktøren Joel Schumacher imidlertid heller ikke.
Bl.a. har Schumacher kaldt Kilmers opførsel på produktionen for både dårlig, grov og upassende, hvilket han konfronterede skuespilleren med. Det affødte, at de to ikke snakkede sammen i hele to uger.

Faye Dunaway vs. Roman Polanski - Chinatown (1974)
Roman Polanskis 'Chinatown' har udover Jack Nicholson bl.a. også Faye Dunaway på rollelisten. Den Oscar-vindende skuespiller kom dog langt fra godt ud af det med Polanski, hvilket der kom en del stridigheder og interne opgør ud af.
Det forlyder bl.a., at instruktøren ikke lod Dunaway gå på toilettet under optagelserne af en bestemt scene. Det endte med, at hun tissede i en kop, som hun smed i ansigtet på Polanski. Filmen kom dog i kassen og er som bekendt endt som en klassiker, mens Dunaway blev Oscar-nomineret for sin præstation.

Megan Fox vs. Michael Bay – Transformers (2007)
Det var ikke just en dans på roser for Megan Fox at være under ledelse af instruktøren Michael Bay på den eksplosive 'Transformers'. Efter filmen var i kassen, udtalte hun sig nemlig meget lidt flatterende om sin instruktør, som hun sammenlignede med bl.a. både Hitler og Napoleon.
Endvidere fortalte Fox også, hvordan han var et mareridt at arbejde sammen med, men at han trods alt var langt mere omgængelig, når han ikke sad i instruktørstolen. De to har dog siden begravet stridsøksen. Fox fik således rollen som April O'Neal i den Bay-producerede Teenage Mutant Ninja Turtles fra 2016.

Tippi Hedren vs. Alfred Hitchcock - The Birds (1963)
Ifølge skuespilleren Tippi Hedren var hendes relation til instruktøren og spændingens mester Alfred Hitchcock yderst betændt. Han skulle bl.a. have gjort seksuelle tilnærmelser, hvilket Hedren meldte pas på. Det afstedkom, at Hitchcock tilsyneladende truede med at ødelægge hendes karriere.
Det var dog ikke kun i forbindelse med deres samarbejde på klassikeren 'The Birds', men også den efterfølgende 'Marnie' fra 1964, at Hitchcock skulle have fortsat sin chikane af Hedren. Skuespilleren har desuden udtalt, at Hitchcock stalkede hende i hendes eget hjem, mens han også skulle have fået lavet en dør fra Hedrens omklædningsrum til hans kontor i sin tid.

Klaus Kinski vs. Werner Herzog - alle deres fem film sammen (1972-1987)
Det er en kendt sag, at de to karismatiske mænd, instruktør Werner Herzog og skuespiller Klaus Kinski, mildt sagt havde deres del af sammenstød under deres filmarbejde sammen. Faktisk kom det så langt på et tidspunkt, at Herzog skulle have truet sin skuespiller med en pistol og med at ville slå ham ihjel.
På trods af deres mange voldsomme stridigheder, der i den grad var gensidig, lavede de to enere hele fem film sammen, bl.a. de mesterlige 'Aguirre, the Wrath of God' og Fitzcarraldo. I 1999 lavde Herzog enddog en dokumentar om deres stormombruste relation med titlen My Best Fiend.

Björk vs. Lars Von Trier - Dancer in the Dark (2000)
Det er næsten til at forudse, at når to store personligheder mødes på et passioneret filmprojekt, at det kan udmunde i problemer. Det var i den grad tilfældet med samarbejdet mellem islandske Björk og instruktøren Lars von Trier på 'Dancer in the Dark'.
Björk kaldte bl.a. den danske filmskaber for en "emotional pornographer", hvilket tilsyneladende ikke gik von Trier på. Endvidere anklagede Björk også instruktøren for at have gjort seksuelle tilnærmelser, som hun ikke gengældte, hvilket skulle have afstedkommet, at han pressede hende endnu hårdere på optagelserne.








