Hollywood-instruktør anholdt for at svindle Netflix for vildt millionbeløb

Sci-fi-serien blev aldrig til noget
47 Ronin
(© Universal Pictures)

Tirsdag blev Hollywood-instruktøren Carl Erik Rinsch anholdt i Californien og sigtet for at svindle streaminggiganten Netflix for 11 millioner dollars, altså lidt over 75 millioner kroner. Det skriver bl.a. Variety.

Carl Erik Rinsch, der nok er bedst kendt for Keanu Reeves-filmen 47 Ronin, indgik i 2018 en aftale med Netflix om at lave en science fiction-serie kaldet 'Conquest', som bl.a. førnævnte Keanu Reeves investerede i, og via seks korte episoder og en teaser-trailer fik man overtalt Netflix til at investere i en første sæson.

Streamingtjenesten betalte 44 millioner dollars, og de omfattende optagelser startede i 2019 med flere lokationer i kikkerten; Brasilien, Kenya, Rumænien, Berlin, Ungarn og Uruguay. 

Hurtigt stod det dog klart, at serien ville overstige budgettet, og Rinsch meldte ud, at han kun kunne levere én ud af de syv aftalte afsnit for det daværende budget.

I et forsøg på at redde projektet, betalte Netflix yderligere 11 millioner dollars til instruktøren. De penge endte dog ikke med at blive brugt til produktionen.

Det viser sig nemlig, at de 11 millioner dollars endte på Rinschs personlige konti, hvor en række fejlslagende investeringer kostede ham halvdelen af det enorme beløb. Sådan lyder det i anklageskriftet.

De resterende penge forsøgte Carl Erik Rinsch at investere i krypto-valutamarkedet, hvilket viste sig at være en god forretning. Profitten ved dette overførte filmmanden så til sin egen personlige bankkonto.

Med de penge skulle Rinsch have brugt omkring 10 millioner dollars på personlige udgifter og luksusvarer. Ifølge anklageskriftet tæller det 1,8 millioner til kreditkort-udgifter, 1 million til advokater til at sagsøge Netflix for flere penge, 3,8 millioner på møbler og antikviteter, 2,4 millioner på fem Rolls-Royces og en Ferrari samt 652.000 til urer og tøj.

Hollywood-instruktøren står dermed anklaget for bedrageri, hvidvaskning og fem tilfælde af brug af ulovlige midler til transaktioner. Skulle filmmanden blive kendt skyldig, kan han formentlig se frem til mange år i fængsel.

Nyeste film i biografen