Hollywood-stjerne overtager Terminator-rolle

Efter seks film og en serie på to sæsoner, Terminator-universet klar til at gå en ny vej.
Det sker i en ny anime-serie på Netflix med titlen 'Terminator Zero'. Det første imponerende kig på den kommende serie er landet. Se billederne nederst i artiklen.
Ikke nok med det, så er stemmen bag den ikoniske Terminator nu blevet afsløret. Det bliver Timothy Olyphant, der skal træde i Arnold Schwarzeneggers store fodspor. Det skriver Cinemablend.
Man vil kende skuespilleren for roller i bl.a. serier som 'Deadwood', 'Justified' og 'Santa Clarita Diet' samt som Agent 47 i 'Hitman', mens han også har ageret stemmeskuespiller på titler som 'Rango' og 'Missing Link'.
Han er desuden også at finde i Star Wars-universet som Cobb Vanth i serierne 'The Mandalorian' og 'The Book Of Boba Fett', mens han også har en rolle i den kommende Alien-serie.
Det er indtil videre kun Timothy Olyphant, der er blevet annonceret som del af skuespillerne bag seriens stemmer.
Serien vil udspille sig i James Camerons etablerede science fiction-univers og foregår imellem to tidsperioder.
Nærmere bestemt 1997 - hvor AI-systemet Skynet fik sin egen selvbevidsthed - og 2022, hvor krigen mellem robotter og mennesker har stået på i to årtier.
I 'Terminator Zero' sendes en soldat tilbage i tiden for at ændre skæbnen for menneskeheden. Her møder hun en forsker ved navn Malcolm Lee, som har skabt en ny AI, der kan konkurrere med Skynet.
Bag serien står Mattson Tomlin, som bl.a. har skrevet Netflix-filmen Project Power og er medforfatter på den kommende The Batman 2.
'Termintor Zero' instrueres af den japanske animator Masashi Kudô - der bl.a. er kendt fra serien 'Bleach' - og er et samarbejde mellem japanske Production I.G. og amerikanske Skydance Animation.
Netop Production I.G.'s tidligere produktioner skinner igennem på de første billeder fra 'Terminator Zero', der ligner et møde mellem 'Ghost in the Shell' og James Camerons oprindelige dystopiske cyperpunk-univers.
'Terminator Zero' er den anden populære franchise i år, der går anime-vejen. Til december får vi nemlig The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim, der kombinerer Ringenes Herre-universet med den japanske animationsstil.
'Terminator Zero' bliver på otte afsnit og har premiere den 29. august på Netflix.














