Hollywood-stjerne står bag ny fortsættelse til en af verdens bedste gyserfilm

Overraskende parring
Top Gun 2: Maverick
(© Top Gun 2: Maverick / Paramount Pictures)

De fleste gyserfans vil nok være enige i, at Tobe Hoopers horrorfilm The Texas Chainsaw Massacre fra 1974 står som en af genrens ypperste værker.

Ingen af filmens fortsættelser har ramt den første films skræmmende niveau. Men det er ikke fordi, man ikke har forsøgt. Hele otte fortsættelser har Leatherface-historien fået, herunder én med Viggo Mortensen.

Nu er en niende film så på vej, og det sker efter lange forhandlinger. I 2022 stod Netflix bag det seneste bud med den lidt forvirrende titel, der blot lød 'Texas Chainsaw Massacre'.

Herefter har rettighederne været i budrunde, hvor forskellige filmskabere og produktionsselskaber har kunne komme med deres bud på, hvordan de ville tage det over 50 år gamle univers til næste niveau.

The Texas Chainsaw Massacre
(© Another World Entertainment)

Selskaber som A24, Lionsgate, NEON, Jordan Peeles Monkeypaw og ja, sågar Yellowstone-skaber Taylor Sheridan har alle kastet deres navn i cowboyhatten.

Men vinderen lyder til at være blevet produktionsselskabet Barnstorm i samarbejde med den rutinerede producer Roy Lee (Weapons, It-filmene). 

Hvis Barnstorm ikke umiddelbart siger dig noget, er det fuldt forståeligt. Til gengæld vil ejeren af selskabet nok vække mere genkendelighed. Det er nemlig Hollywood-stjernen Glen Powell, som snart er aktuel med Stephen King-filmen The Running Man.

Det var netop i forbindelse med promoveringen af den titel, at Powell åbnede op om det kommende Texas Chainsaw-projekt, som han IKKE skal medvirke i, men vil producere.

Hjernen bag den nye film er J.T. Mollner, der sidste år begejstrede med seriemorderfilmen Strange Darling, og i år har forfattet manuskriptet til Stephen King-filmen The Long Walk.

Glen Powell udtaler til Collider:

The Texas Chainsaw Massacre
(© Another World Entertainment)

- Jeg kan sige, at J.T. er en af de bedste filmskabere. Dan Cohen, min producer-makker, og jeg, så tidligt, at J.T. er en af de vigtige stemmer, og jeg tror, at han bliver en del af vores filmiske liv i lang tid. Og så det faktum, at han er kæmpefan af 'Texas Chainsaw'.

- Jeg voksede op med 'Texas Chainsaw'. Jeg vil ikke afsløre noget omkring, hvad vi har opbygget eller planlægger, men holdet omkring det er ekstraordinært, og vi vil yde den retfærdighed. Det lover jeg.

Mere ved vi ikke om projektet på nuværende tidspunkt. Men motorsaven bliver smurt med olie - og inden længe skærer den sig vej ind i biograferne igen.

Nyeste film i biografen