Hun gav hele sit liv til cirkus: "Nu skal det leve videre i andre"

Interview med instruktøren på 'En plads i manegen'
En plads i manegen
(© Angel Films)

På en mark i Løkken går en ældre kvinde alene rundt med sine heste. Helt tilfældigt møder instruktør Anne Svejgård Lund denne kvinde, som viser sig at være selveste Katja Schumann – den verdenskendte og sidste cirkusprinsesse fra familiedynastiet Cirkus Schumann.

Svejgård Lund vidste straks, at det var en historie, som skulle fortælles, men det store spørgsmål var, hvordan. Pludselig flytter den 17-årige Liv ind hos Katja, og det blev startskuddet til hele fortællingen i den nye biografaktuelle dokumentar En plads i manegen, fortæller instruktøren:

- Katja har en fantastisk historie, og kommer fra verdensscener og verdenscirkus, men det var udfordrende at knække nøden til en fortælling, hvor man kommer tæt på Katja. Men da Liv trådte ind på gården hos Katja, vidste jeg, at nu starter en fortælling, som er større end deres egen, og som kan blive noget virkelig smukt.

'En plads i manegen' tager publikum med på Katjas personlige rejse som verdenskendt cirkusartist og hestetræner. Nu står hun over for afslutningen på sit livsværk, og må give slip på sine strenge traditioner for at kunne videreføre arven til den unge hesteinteresserede Liv. 

En plads i manegen
(© Angel Films)

Instruktøren fortæller, at det både har været spændende, lærerigt og sommetider udfordrende at arbejde med Katja, som er sin helt egen unikke karakter:

- Katja er et paradoksalt menneske, som har levet hele sit liv i rampelyset, men egentlig helst ville være helt alene og gemme sig. Så hun er ikke nødvendigvis en nem karakter at filme, men det er jo også det, der tit gør dem til de bedste filmkarakterer - at de er fuldstændig modsætningsfulde.

Filmen viser den rørende rejse i at viderelære inkarnerede traditioner til nye ildsjæle, hvor kontrollen slippes og tillid til den nye generation vokser. Netop det er hovedbudskabet med filmen, fortæller Anne Svejgård Lund og uddyber:

- Det vigtigste ved filmen er, at man forstår, at hun forsøger at overlevere sin viden, men bliver nødt til at gå på kompromis med den måde, hun har gjort tingene på. Og samtidig at hun bærer på noget, vi kan lære noget af i dag.

Selvom det har været svært for Katja at skulle gå på kompromis med sin egen opdragelse fra cirkusverdenen, har det udvidet hendes horisont at møde en yngre generation gennem Liv, som har haft en helt anden tilgang til at forstå denne verden, forklarer Svejgård Lund:

- Hver generation skal jo gøre det til deres egen måde, og som Katja siger i filmen til sidst, at det var hendes livsværk, og nu skal det leve videre i andre, men det er op til andre, hvordan det lever videre.

'En plads i manegen' kan ses i biografen nu

Se traileren her:

Nyeste film i biografen