Jysk kirke sender ung mand i omvendelsesterapi i ny film fra dansk stortalent

Kærlighed, kontrol og begær i centrum for 'Frelser'
Frelser
(© Foto: Martin Thomas Ford / Øst for Paradis)

I 2025 fik instruktør Ludvig C.N. Poulsen sit gennembrud på den danske filmscene med sin anmelderroste debut Se gennem Aske.

Nu er stortalentet klar med sin næste film, der har fået titlen Frelser.

Igen tager Poulsen fat på komplekse følelser omkring kærlighed, tro, identitet, skam og omsorg med en fortælling om et stærkt troende miljø i Vestjylland. Noget som instruktøren, der også selv har skrevet manuskriptet, selv har kendskab til.

I hovedrollen ses stjerneskuddet Rex Leonard, der også indtog hovedrollen i Poulsens forrige film. Derudover medvirker en lang række kendte navne og lovende skuespillere, nemlig Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Tobias Stelzner, Claus Riis Østergaard, Laura Kjær og Noa Viktor Risbro Hjerrild.

'Frelser' følger den 27-årige Alfred, en freelance journalist, der ikke er for fin til at skrive om andre menneskers ulykke.

Han arver sin fars hus i Vestjylland og kommer her på sporet af en "god" historie. Det sker i mødet med Frederik - en ung mand, der er splittet mellem sin tro og seksualitet.

Alfred får via Frederik adgang til det religiøse miljø, hvor han ser en historie omkring brugen af såkaldt omvendelsesterapi. Men jo mere Alfred kommer ind i miljøet, jo dybere synker han. 

Instruktør Ludvig C.N. Poulsen udtaler bl.a. om filmen: "Der findes ingen nemme løsninger, og filmen forsøger heller ikke at give enkle svar. Den stiller i stedet et mere ubehageligt spørgsmål: Hvad koster det at søge sandhed, og hvad koster det at blive elsket? Og hvor langt er vi villige til at gå for at opnå begge dele?"

'Frelser' får dansk biografpremiere i 2027.

Nyeste film i biografen