Hvordan er The Nun- og The Conjuring-hovedrollerne forbundet?
The Nun 2 er i de danske biografer nu – og som de fleste ved, er gyseren en del af det evigt voksende The Conjuring-univers.
Det er netop den dæmoniske nonne Valak, der binder binder filmuniverset sammen her. Den uhyggelige karakter optrådte første gang i The Conjuring 2, og har altså med The Nun-filmene fået en såkaldt prequel-fortælling.
Mens The Nun foregik i 1952, så tager 'The Nun 2' sit udgangspunkt fire år senere i 1956. Den første The Conjuring foregår i 1968, mens fortsættelsen tager et spring til 1976 – dermed udspiller The Nun-filmene sig altså en del tid før hovedfilmene.
Men det er måske ikke kun den dæmoniske nonne, der er bindeledet mellem gyserne. The Nun-filmene er nemlig centeret omkring Søster Irene – en ung nonne, der står ansigt til ansigt med den drabelige dæmon.
Søster Irene er spillet af Taissa Farmiga – hvis storesøster er ingen ringere end den 21 år ældre Vera Farmiga, der netop indtager hovedrollen som Lorraine Warren i The Conjuring-filmene.
Den familiære tilknytning i virkeligheden er formentlig ikke en tilfældighed. Flere fans teoretiserede omkring de to karakterers tilknytning i The Conjuring-universet tilbage i 2018, da ’The Nun’ udkom. Er Søster Irene i virkeligheden Lorriane Warren som ung?
Efter at have set den første film virker dette absolut ikke sandsynligt. Men de to karakterer ser nu faktisk ud til at være familiært forbundet i filmuniverset alligevel.
Vi har endnu ikke fået et klar svar præcist hvordan. Og det ser ud til, at The Conjuring-folkene holder det kort i baghånden. I ’The Nun 2’ får vi dog et nyt tegn på, at de to kender eller vil kende hinanden – om det er via den dæmoniske nonnes ånd eller noget familiært er stadig ubekræftet.
Vi vil ikke spoile den omtalte scene fra den nye film, men den antyder i høj grad, at de to karakterer deler samme blodlinje.
’The Nun 2’ dykker således mere ned i Søster Irenes ophav, hvilket enten i den kommende The Conjuring 4 eller i en mulig 'The Nun 3' kan føre til nye afsløringer. Det må tiden vise.
Men bliv hængende efter den første del af rulleteksterne til 'The Nun 2', der får vi måske(!) et lille hint til, hvad fremtiden kan byde på...
'The Nun 2' kan ses i biografen nu.