Hypet sci-fi-serie sætter streaming-rekord

Da serien Pluribus i november fik premiere på Apple TV, var det til strålende anmeldelser og en masse hype.
Manden bag er Vince Gilligan, der allerede har forgyldt tv-historien med mesterværket 'Breaking Bad' og spinoff-serien 'Better Call Saul' samt flere af de bedste afsnit i 'The X-Files'.
Hypen har holdt ved. I forbindelse med premieren på det syvende afsnit af serien, kunne streamingtjenesten nemlig selv dele en sensationel historie.
I en video fra afsnit 7, hvor Carol antænder fyrværkeri, kan tjenesten afsløre, at 'Pluribus' er den meste sete serie på Apple TV nogensinde.
Se videoen nederst.
Dermed overgår den bl.a. hypede og anmelderroste serier som 'Severance', hvis sæson 2 holdt den hidtidige rekord på Apple TV, 'Ted Lasso' og 'The Morning Show'.
Det sker også allerede efter kun syv ud af i alt ni afsnit.
Apple TV oplyser dog intet om, hvordan seertallene er målt - og hvilke parametre, der gør sig gældende.
'Pluribus' følger den livstrætte forfatter Carol (Rhea Seehorn), der ender i centrum af en verdensomspændende epidemi, hvor nærmest hele jordens befolkning bliver inficeret af en form for alien-virus, der gør dem til en fælles enhed. En såkaldt hive-mind.

Den ambitiøse serie leger med klassiske science fiction-troper i dens beretning om livet efter virus-udbruddet, hvor Carol prøver at finde andre "overlevende" og en måde, hvorpå hun kan redde Jordens befolkning.
Serien modtog i sidste uge to Golden Globe-nomineringer, nemlig for Bedste dramaserie og Bedste kvindelige hovedrolle i en dramaserie til Rhea Seehorn, der fik sit gennembrud med førnævnte 'Better Call Saul'.
En sæson 2 er allerede bekræftet, men ifølge Forbes kan det dog have lange udsigter. Optagelserne forventes nemlig først at starte i foråret 2026 - med en anslået premiere i vinteren 2027.
'Pluribus' kan ses på Apple TV.







