I kan ikke slå os ihjel: Ny film fortæller historier fra Københavns fristad

I hovedkonkurrence på CPH:DOX
Christiania
(© Ole Lykke)

Der findes næppe et område i Danmark, der har skabt mere debat i dansk historie end Fristaden, Staden eller bare Christiania… kært barn har mange navne.

Nu kommer der en stort anlagt dokumentarfilm i biografen om fristanden på Christianshavn. Filmens trailer er netop landet. Den kan du se nederst i artiklen.

Filmen har meget passende titlen Christiania og er fortalt med masser arkivmateriale og en smule animation af instruktøren Karl Friis Forchhammer, hvis forældre flyttede fra Christiania den dag, han blev født.

Siden Karl Friis Forchhammer var barn, har han vidst, at han en dag ville lave en film om det her særlige sted, som hans forældre fortalte historier om.

Den officielle synopsis for filmen lyder:

"Christiania er et af verdens vildeste sociale eksperimenter. Efter 50 år med store drømme, stærk tobak og anarki får den farverige bydel en film, dens brogede historie fortjener. En ærlig, skæv og morsom film, der med en levende brug af fantastisk arkivmateriale trækker de historiske tråde op til i dag, og tegner et portræt af et mikrokosmos i forandring."

Christiania blev født i 1971, da hundredvis af unge besatte de forladte kaserner på Bådsmandsstræde i København. Siden er det ikke gået stille for sig på Staden.

Fra nybyggernes idealisme og flipperne til en alkoholiseret bjørn (!), konsensusdemokrati og rockernes indtog på hashmarkedet samt kampen om Pusher Street.

'Christiania' kan ses i de danske biografer fra den 19. februar. Filmen er udtaget i hovedkonkurrencen på den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der begynder den 11. marts.

Se traileren for 'Christiania' herunder:

Nyeste film i biografen