Iben Hjejle om at vrage Ringenes Herre: "Godt jeg ikke gjorde det"

Peter Jackson måtte gå forgæves
Iben Hjejle i Dicte
(© Dicte / TV 2)

Allerede for 10 år siden talte den danske skuespiller Iben Hjejle om, at hun i slutningen af 1990erne var blevet inviteret til New Zealand for at komme til casting på en rolle i Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi.

I et nyt interview med Radio IIII bliver skuespilleren igen spurgt ind til castingen i forbindelse med, at hun skal svare på, hvad den første e-mail, hun har modtaget, er.

- Jeg modtager min første e-mail på min daværende mands computer. […] Den e-mail var fra Peter Jacksons produktionsselskab. ”Kunne man lokke denne Iben Hjejle til en casting på rollen som menneskeprinsessen Éowyn i trilogien 'Ringenes Herre', som vi filmer back to back to år i streg med base i Wellington, New Zealand," siger Hjejle i interviewet med Radio IIII.

Som bekendt endte den nu 53-årige skuespiller med at takke nej til castingen, som hun udtalte sig om til BT (via Se & Hør) tilbage i 2014:

- På det tidspunkt var der kraftedeme ikke nogen mennesker, der kunne forudse, at de film ville blive en verdenssucces. Peter Jackson! Hvad havde han instrueret indtil da? Nogle små splatterfilm!

- Desuden var det jo bare en casting - det var jo ikke fordi, de tilbød mig rollen direkte. Jeg havde heller ikke lyst til at bo i noget, der lignede tre år back-to-back i Wellington, New Zealand, forklarede Iben Hjejle til BT.

Men Hjejle var selvfølgelig ikke færdig med universet, og som hun nu, 10 år senere, fortæller Radio IIII, blev hun nødt til at gøre én bestemt ting, efter filmene havde udspillet deres biografliv.

- Efterfølgende eksploderede det. Og jeg er, som jeg også har sagt, kæmpe, KÆMPE fantasy- og science fiction-fan, så jeg gjorde mig selv den tjeneste, da alle tre film udkom på DVD i første omgang. 

- Så satte jeg mig hjem, så dem, så alt ekstramaterialet. Hvordan de led og sved og skar sig og kæmpede og sloges og græd, fordi de aldrig fik noget at spise og aldrig kunne sove. Og så tænkte jeg: Pyha, godt jeg ikke gjorde det.

Ringenes Herre: De to tårne
Miranda Otto som Éowyn i 'Ringenes Herre' (© New Line Cinema)

Rollen som Éowyn gik som bekendt til den australske skuespiller Miranda Otto, der senest var aktuel i de danske biografer i gyseren Talk to Me fra 2023.

Ringenes Herre-universet fortsætter allerede til jul, hvor den animerede Ringenes Herre: Krigen om Rohan får biografpremiere den 12. december. 'Krigen om Rohan' bliver produceret af Peter Jackson og Fran Walsh, der også var holdet bag trilogien fra 2001-03. 

Noget, som Andy Serkis, der spillede Gollum i Ringenes Herre-trilogien og Hobbitten: En uventet rejse, har udtalt sig om tidligere med ordene:

- Fansene vil gå amok over det her.

Andy Serkis kommer selv til at gentage sin rolle som Gollum i en ny film, der indtil videre har titlen 'The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum'. Han instruerer selv filmen, der forventes at få biografpremiere i 2026.

Tolkien-film