Ikke for sarte sjæle: Her er 5 vildt uhyggelige gyserfilm til din Halloween
Oktober er den helligste af alle årets måneder blandt gyserfans. Det betyder nemlig gys, gru og naturligvis Halloween!
I den forbindelse kommer vi med vores bud på en række gyserfilm, som du kan uhygge dig med i denne mørke måned.
Hvis du har lyst til at få ødelagt nattesøvnen, er her således en håndfuld bud på, hvilke film du skal kaste dig over.
Så gys med, når vi herunder udpeger 5 vildt uhyggelige gyserfilm:
A Tale of Two Sisters (2003)
Hvis du vil have det til at løbe koldt ned ad ryggen, så er denne sydkoreanske gyser et sikkert valg.
Det er nemlig ikke kun en spændende, men også grum og meget uhyggelig fortælling, der bl.a. byder på en familietragedie, dystre hemmeligheder og skræmmende spøgelser.
Kim Jee-woons gyser er mere drevet af sin uhyggelige stemning end billige jump scares. På den måde får fortællingen lov til at snige sig helt ind under huden på dig, hvor den kommer til at ligge og ulme. Gå dog roligt udenom den tamme amerikanske genindspilning.
Paranormal Activity (2007)
Denne found footage-gyser deler måske nok vandene, hvad forskræmte publikummer angår.
Men hvis du først bliver grebet af fortællingen om et par, hvis hus hjemsøges af olme gespenster, så undslipper du ikke uhyggen, der vil følge dig helt ind i dine mareridt.
Gyserfilmen har siden sin premiere affødt en håndfuld øvrige film i franchisen, der med skiftende held er lykkedes med at skræmme publikum fra vid og sans.
Inside (2007)
Denne franske skrækfilm er ikke kun yderst blodig, men så absolut også yderst uhyggelig.
Man følger her en gravid kvinde en mørk og stormfuld aften, hvor det uventet banker på døren hos den vordende mor, der er alene hjemme. Udenfor står en mørkklædt kvinde, der ikke har gode hensigter.
Snart er den gravide kvinde jaget vildt af den dræberklare kvinde i sort, der vil have fat i hendes ufødte barn. Ja, det er en både intens, nervepirrende og altså også yderst skræmmende gyserfilm.
The Conjuring (2013)
En af nyere tids både mest succesfulde og mest uhyggelige gyserfilm er James Wans dæmon-besatte 'The Conjuring'.
Det er en gyser, der læner sig op ad 1970'ernes gru med sin snigende onde stemning kombineret med veldoserede og vellykkede jump scares, når man følger en lille familie, der bliver hjemsøgt af noget ondt i deres hus langt ude på landet.
De to paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren kommer familien til hjælp, men der er lang vej igen ud af det uhyggelige mørke, der sætter sig fast med et jerngreb i vores forskræmte kroppe.
[•REC] (2007)
Denne spanske found footage-gyser har filmen igennem en både yderst intens og gysende god stemning, der sætter sig benhårdt fast i nakken på os.
For da en tv-reporter og hendes kameramand følger efter en gruppe brandmænd ind i en stor bygning, bliver de nemlig snart lukket inde - og det med virusbefængte galninge på bersærkergang.
Ikke nok med, at det lykkedes instruktørerne Jaume Balagueró og Paco Plaza at holde et intenst greb i os med både blodige og skræmmende scener, så leverer de også en af de mest uhyggelige slutninger på en gyserfilm i nyere tid. Bøh!