Italiensk for begyndere-instruktør vender hjem til Skandinavien med nyt spiondrama

Spioner og romantik med Jerntæppet som bagtæppe
Italiensk for begyndere
(© Zentropa Entertainments / Italiensk for begyndere)

Efter en årrække med adskillige internationale produktioner vender den danske instruktør Lone Scherfig nu tilbage til Skandinavien med spillefilmen Honeytrap, som Zentropa netop har offentliggjort på den igangværende filmfestival i Cannes.

Det kommende spiondrama foregår i Stockholm og Berlin under den kolde krig, hvor kærlighed, manipulation og storpolitik kolliderer på tværs af Jerntæppet.

Filmen udspiller sig i 1968 og tager udgangspunkt i Stasis virkelige og berygtede såkaldte "Romeo-program", hvor østtyske agenter forførte kvinder med adgang til fortrolige oplysninger.

Filmens hovedkarakter er svenske Inger, der forelsker sig i den charmerende Max. Hvad hun ikke ved er, at han i virkeligheden arbejder som agent og har fået til opgave at udnytte hende for at få adgang til hemmelige informationer.

Situationen bliver dog hurtigt kompliceret, da Max oprigtigt forelsker sig i Inger, hvilket bringer både missionen og deres liv i fare.

Lone Scherfig, der tidligere har stået bag film som Italiensk for begyndere, An Education og One Day, beskriver i en pressemeddelelse selv filmen som en blanding af storpolitik, kærlighed og thriller:

- 'Honeytrap' lever i det krydsfelt mellem den kærligste intimitet og den mest skæbnesvangre storpolitik, jeg selv elsker at se på film. Historien har stærke thrillerelementer og dyb alvor, men også lys og humor.

Instruktøren peger samtidig på, at filmens skildring af Stockholm og Østberlin i 1968 har klare paralleller til den verden, vi lever i i dag.

Selvom Lone Scherfig med filmen nu er tilbage i Skandinavien, er det dog stadig ikke danske gloser, vi kommer til at høre fra karaktererne, da den bliver optaget på svensk og tysk.

Filmen produceres af Zentropa Sweden med Lizette Jonjic i spidsen, som tidligere har været involveret i en lang række store nordiske produktioner som Druk, Bastarden, Den stygge stedsøster og Joachim Triers Oscar-vindende og biografaktuelle Affektionsværdi.

'Honeytrap' forventes at gå i optagelse i 2027 og få biografpremiere i starten af 2028.

Nyeste film i biografen