Jackie Chan tilbage i ny Karate Kid-film, og du kan spille hovedrollen
Dojos forenes, når vi næste år har en helt ny Karate Kid-film at se frem til.
Sony har nu annonceret, at Ralph Macchio og Jackie Chan begge medvirker i den kommende film, hvor de dermed vil genbesøge deres respektive roller som Daniel LaRusso og Mr. Han.
Macchio og Chans casting vil måske få nogen til at klø sig i hovedbunden, da deres to karakterer egentlig eksisterer i to forskellige universer. Macchio spillede nemlig med i den originale Karate Kid-filmtrilogi, der startede i 1984, og vendte senest tilbage til rollen i Netflix' Cobra Kai-serie. Chan vender derimod tilbage til rollen som Mr. Han, en kung fu-mester baseret på Mr. Miyagi, som var træner for Jaden Smiths Dre Parker i genindspilningen af Karate Kid fra 2010.
Den nye film vil dermed tilsyneladende bringe de to kontinuiteter sammen, da den vil bruge mytologi fra både Macchios del af franchisen samt trække tråde til Chans univers i 2010-filmen.
Èt stort spørgsmål er dog tilbage: Hvem skal være selve Karate Kid i den nye film?
En global casting-søgning er i øjeblikket i gang efter skuespilleren, der skal indtage hovedrollen i den stadig unavngivne film.
LÆS OGSÅ: Se den første trailer: Jackie Chan kæmper mod dansk stjerne i ny eksplosiv actionfilm
Sony Pictures leder efter en skuespiller af kinesisk afstamning i alderen 15-17 år, der kan flydende engelsk og kan føre en samtale på mandarin. Og så er det selvfølgelig et stort plus, hvis man har erfaring inden for kampsport, gymnastik, dans el.lign.
Passer man til den beskrivelse, kan man netop nu indsende sin ansøgning på karatekidcasting.com.
LÆS OGSÅ: Jackie Chan bekræfter: 'Rush Hour 4' er på vej
Der er dog hård konkurrence. Efter Chan og Macchio for to dage siden satte eftersøgningen i gang i en YouTube-video, skulle man ifølge The Hollywood Reporter have modtaget over 10.000 ansøgninger på blot to dage!