Jagtsæson-stjerne vil have populær dansk komedie-trio med i 3’eren
Over 100.000 danskere har allerede været i biografen og set den biografaktuelle Jagtsæson 2: I medgang og modgang.
Det er fem år siden, at vi sidst så den kvindelige trio Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo som veninderne Eva, Malena og Bella i Jagtsæson.
Men hvis det står til den ene del af trekløveren, Lærke Winther, så skal der ikke gå så lang tid før, at en eventuel tredje film får premiere. Og faktisk ser hun gerne, at en populær mandlig trio kommer med ombord.
Det fortæller hun bl.a. om i vores podcast med den danske skuespiller. Du finder den lige herunder eller i din fortrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast"):
-Jeg kan sagtens forestille mig en 'Jagtsæson 3', siger Lærke Winther, da vi spørger hende ind til, hvorvidt en treer kunne blive en realitet i fremtiden.
Hun har dog ikke hørt noget om, at manuskriptet er ved at blive skrevet:
- Nej, det tror jeg ikke. Men jeg håber, at de skynder sig at skrive det, så vi kan komme videre i bussen.
Forfatterne bag de to Jagtsæson-film er Claudia Boderke og Lars Mering, som også har skrevet en anden populær dansk komedie-trilogi, nemlig Klassefesten med Anders W. Berthelsen, Nikolaj Kopernikus og Troels Lyby.
Og hvis det står til Lærke Winther, så kan 'Jagtsæson 3' sagtens være et crossover med dén franchise. Hun siger:
- Det synes jeg jo faktisk ville være en virkelig sjov ide. Det kunne jeg godt se. Det er jo nogle faktiske mandlige skuespillere, der er med i ’Klassefesten’. Så det tror jeg virkelig, at vi kunne få noget sjovt ud af. Det ville gå helt galt - på en sjov måde, tror jeg.
Lærke Winther lover i samme ombæring at sende ideen videre:
- Jeg pitcher den. Jeg tager den videre, siger hun afslutningsvis.