Kun i en begrænset periode: 'Inception' får repremiere i biografen

Hvis én films særlige visuelle stil har formået at skrive sig ind i nyere filmhistorie, er det de buede byer og roterende korridorer i science fiction-thrilleren Inception. Christopher Nolans film fra 2010 er som skabt til det store lærred, og der kan den heldigvis snart opleves igen.
'Inception' får således repremiere i en begrænset periode fra den 27. marts, hvor den vises i en række biografer over hele landet.
Rollelisten består af en række af Hollywoods fineste skuespillere med Leonardo DiCaprio i front som Dom Cobb, en dygtig tyv og den absolutte bedste, når det handler om den farlige kunst at stjæle værdifulde hemmeligheder.
Cobb arbejder sammen med et hold specialister om at udtrække hemmelighederne, der hvor folks sind er mest sårbare - i deres dybeste underbevidsthed under søvnens drømmestadie.
Cobbs sjældne evne har gjort ham til en eftertragtet spiller i denne forræderiske nye verden indenfor industrispionage, men den har også gjort ham til en international flygtning og kostet ham alt, han havde kært.
Et tilbud fra den succesfulde og rige forretningsmand Saito giver Cobb en chance for forløsning, men kun hvis han kan opnå det nærmest umulige: Implantation.
Udover DiCaprio ses Joseph Gordon-Levitt, Ken Watanabe, Tom Hardy og Marion Cotillard på rollelisten.
'Inception' vandt fire Oscars ud af sine otte nomineringer for Bedste fotografering, Bedste visuelle effekter, Bedste lydmix og Bedste lydredigering. Filmen solgte 517.000 billetter i de danske biografer og indspillede i alt 819 mio. dollars på verdensplan.