Mads Mikkelsens nye danske film får store internationale roser: "En kraftpræstation"

'Bastarden' kæmper om at vinde Guldløven i Venedig
'Bastarden'
(© 'Bastarden' / Foto: Henrik Ohsten (Nordisk Film))

I den forgangene weekend har den danske storfilm Bastarden, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen, fået sin verdenspremiere på Venedig Filmfestival, hvor den er med i konkurrencen om at vinde den prestigefyldte Guldløve.

’Bastarden’ genforener den danske stjerne med instruktør Nikolaj Arcel. De to har tidligere arbejdet sammen på den Oscar-nominerede En kongelig affære, og også denne gang har de kastet sig over en historisk beretning.

Filmen udspiller sig nemlig i 1700-tallet og følger den fattige soldat Ludvig Kahlen (Mikkelsen), der drager til den jyske hede med det eneste formål at bevise, at han kan dyrke jorden. Men han møder modstand, ikke kun fra naturen, men også fra den rige godsejer Frederik de Schinkel (Simon Bennebjerg).

Efter filmens premiere i Venedig blev den modtaget med en flere minutter lang klapsalve, og de første flotte reaktioner fra både ind- og udland er allerede tikket ind.

Det danske filmmagasin Ekko kvitterer med 5 stjerner og skriver bl.a.: 

- Bastarden er et fremragende historisk storværk med al den schwung, branchens topfolk kan præstere, orkestreret med præcision af en dreven fortæller med noget på hjerte og meget på spil.

Soundvenue har overskriften: ’Bastarden’ er smuk, episk og brutal: Dansk film med Mads Mikkelsen har lige startet et internationalt triumftog”.

SE OGSÅ: Første trailer: Mads Mikkelsen er tilbage i ny dansk storfilm af episke dimensioner

Hollywood Reporter roser ligeledes den danske film og skriver bl.a.:

- Fantastisk historie drevet af dygtigt forfatterarbejde og stærke præstationer. Det er en kunstform at få vitalitet og modernitet ind i et historisk drama, og Arcel viser, at han har en solid hånd om det.

Screen Daily beskriver bl.a. ’Bastarden’ som:

- En storslået, medrivende film med håb i hjertet og skidt under neglene.

Det amerikanske Variety og The Wrap roser bl.a. Mads Mikkelsens præstation. The Wrap skriver således om ’Bastarden’:¨

- En smuk, dristig to timers hyldest til Mads’ kraftpræstation, både den ukuelige karakter, som han spiller, og det nærvær, som han bringer til det store lærred.

Mens Deadline fremhæver Mads Mikkelsens præstation som en af skuespillerens bedste:

- Mads er som Ludwig Kahlen, en soldat, der slår sig ned i et mest uimødekommende sted på jorden, på sit mest standhaftige, mest heroiske, konfliktfyldte og mest ufuldkomne bedste. 

Udover Mads Mikkelsen består rollelisten af Amanda Collin, Melina Hagberg, Simon Bennebjerg, Kristine Kujath Thorp, Gustav Lindh, Morten Hee Andersen og Jacob Lohman. Manuskriptet er skrevet af Arcel i samarbejde med Anders Thomas Jensen.

’Bastarden’ er som skrevet med i opløbet om at vinde Guldløven som den første danske film i 33 år. Herefter skal filmen vises på bl.a. Toronto Filmfestival og på den spanske filmfestival i San Sebastian.

’Bastarden’ får dansk biografpremiere den 5. oktober.

Anbefalet til dig