Michael Fassbender afslører: Dummede sig til sin James Bond-audition

Hvem bliver den nye James Bond? Efter salget af Bond-universet til Amazon, er der fløjet rundt med spekulationer og rygter om, hvem den nye 007-agent skal være. Præcis som dengang, da Daniel Craig overtog rollen fra Pierce Brosnan i 2006-filmen, Casino Royale.
Senest kunne man høre Michael Fassbender i podcasten ‘Happy Sad Confused’, fortælle om hans oplevelse med sin audition til den ikoniske rolle, da han var blandt de mulige kandidater til 'Casino Royale'.
- Jeg mødtes med Barbara Broccoli, bare sådan tilfældigt, og jeg gik faktisk ind i audition fasen før Daniel [Craig] blev hyret, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde var en rigtig mulighed, fortæller Fassbender og fortsætter.
- Men jeg husker at gå ind i det rum for at mødes med hende og [Michael G.] Wilson, og jeg tror, jeg var sådan “Daniel Craig er...”. Jeg aner ikke, hvorfor jeg promoverede ham. Jeg skulle jo promovere mig selv.
Samme år som 'Casino Royale' udkom med Daniel Craig i hovedrollen, kunne man i stedet opleve Michael Fassbender i Zack Snyders episke sværd- og sandal film, 300, der blev hans spillefilmsdebut.
Pierce Brosnan blev den femte James Bond med fire film under bæltet, og efter hans fratrædelse af rollen, var det ikke kun Fassbender, der kæmpede med Daniel Craig om rollen.
En af de mulige Bond-agenter var Superman-skuespilleren Henry Cavill, der blev rost for sit store potentiale som en fremtidig Bond-stjerne. Men han var for ung, kun 23 år gammel, da filmen udkom, og valget faldt på den 15 år ældre Craig.
På trods af den dårlige audition, blev Fassbender glad, da Craig fik rollen som James Bond.
- Selvfølgelig var Daniel fantastisk, og blev, syntes jeg, den mest succesfulde Bond i historien, fortæller han i podcasten.
Derefter tilføjede han, “Jeg var elendig til auditions”, som refererede til hans audition til ‘Mad Max: Fury Road’, hvor han kom 1 time for sent.
Siden da har Michael Fassbender haft mange store roller i ikoniske franchises, som den yngre Magneto i X-Men-universet, og som Walter/David i de nyeste Alien-film.
Han er lige nu aktuel i spionthrilleren Black Bag.