Michael og Mathilde Falch synger samme sang i ny dansk film

En af Danmarks mest elskede sangere, Michael Falch, har også en flot karriere som skuespiller ved siden af musikken. I Madklubben 2 - Hjemme igen forener Falch sine talenter.
Således indgår hans sang 'Helhjertet' som en del af filmens soundtrack, ligesom Michael Falch tilslutter sig rollelisten i den danske feelgood-efterfølger.
På filmens lydside finder man også Mathilde Falch, der er datter af Michael og ligeledes sanger, og hun leverer sin egen version af samme sang, 'Helhjertet'.
Se musikvideoen med Michael Falchs version af 'Helhjertet' nederst i artiklen.
Brugen af den samme sang med to forskellige kunstnere er ikke tilfældig. Michael Falch udtaler i en pressemeddelelse fra filmselskabet SF Studios:
- Min version af sangen er med cirka midt i filmen, men når Mathildes version af 'Helhjertet' bliver spillet til sidst, bliver det pludselig en kvindes sang om at genopdage livsgejstren og genfinde tilliden til kærligheden. På den måde bliver sangen hovedpersonen Maries indre lydspor.
- 'Helhjertet' skrev jeg i den periode, hvor vi filmede, stærkt inspireret af temaerne i filmen. Den er også et Danmarksbillede, og den kom til mig en dag, mens jeg kørte den smukke tur fra optagelser i Svendborg og hjem til Langeland.

Mathilde Falch har også virkelig taget sin fars sang til sig. Hun udtaler:
- Jeg nød virkelig at arbejde med min version af ”Helhjertet”. Min far har skrevet en stærk og smuk tekst, der både er universel og samtidig dybt personlig, indhyllet af en melodi, som jeg har haft på hjernen, siden jeg hørte den første gang.
'Madklubben 2 - Hjemme igen' følger efter Madklubben om de tre veninder Marie, Vanja og Berling fra 2020.
Veninderne er flyttet sammen i et stort smukt hus med højt til loftet og ugentlig madklub. Marie er ved at vænne sig til livet som nyskilt, den nybagte mormor Vanja tager sig af barn og barnebarn, mens Berling er blevet tvunget på pension.
Men med sædvanligt imponerende overskud beslutter de tre kvinder med Berling i spidsen sig for at skabe Fyns største lokale Madfestival! En beslutning, som ikke går helt stille for sig hverken i eller omkring det lille bofællesskab
Udover Michael Falch medvirker Kirsten Olesen, Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt, som de tre veninder. Derudover vender både Troels Lyby, Rasmus Botoft og Mia Lyhne tilbage, mens Michael Falch og Judy Gringer er nye på rollelisten.
'Madklubben 2 – Hjemme igen' får biografpremiere den 23. oktober.








