Netflix har en ny dansk krimi på vej

Programmet for en af de største streamingtjenester i verden bugner i år af indhold vi kan glæde os til, da Netflix for nyligt har afsløret deres line-up for 2026.
Én af de titler, vi kan glæde os allermest til på vores hjemmelige breddegrader, er Den hemmelige kvinde.
En ny dansk krimifilm er nemlig på vej til streamingtjenesten, og her kan vi opleve Natalie Madueño ('Den som dræber') i hovedrollen i et mysterie om en forsvunden kvinde.
Her spiller hun Louise Andersen, som er caféejer, gift med forfatteren Joachim, og lever på alle fronter et tilsyneladende idyllisk liv på en norsk ø.
Hendes tilværelse bliver dog snart vendt på hovedet, da der på en travl dag træder en mystisk kunde ind. Den fremmede mand påstår, at Louise faktisk slet ikke er den person, hun tror, at hun er.
Han mener, at hun i virkeligheden er Helene Söderberg - en kvinde, der forsvandt og har været meldt savnet i tre år, og at han er hendes ægtemand, som har ledt efter hende lige siden.
Filmen bliver baseret på debutromanen af samme navn af Anna Ekberg, som udkom tilbage i 2016. Navnet er et pseudonym brugt af to forfattere, Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, som også har skrevet 'Kærlighed for voksne'. Den titel blev tilbage 2022 til en succes film på netop Netflix med Dar Salim og Sonja Richter på rollelisten.
Ydermere har makkerparret bl.a. stået bag serien 'Hvide sande' samt filmen Klienten.
Hovedrolle Natalie Madueño er velbegået i krimigenren, hvor man særligt vil kende hende fra roller som Claudia Moreno i 'Bedrag', og Louise Bergstein i 'Den som dræber'.
På rollelisten får hun selskab af Claes Bang, som lige nu er biografaktuel i filmen 'Den Nye Triumfbue', og som vi snart kan se på den lille skærm igen i den kommende actionkomedie The Wrecking Crew på Prime Video i slutningen af januar.
Derudover medvirker også den norske Pål Sverre Hagen, som vi herhjemme bla. kender fra sin rolle som seriemorder i Afdeling Q: Flaskepost fra P.
Filmen instrueres af Barbara Topsøe-Rothenborg, som også stod bag førnævnte 'Kærlighed for voksne' og sidst stod bag komediefilmene Bytte Bytte Baby og 'Bytte Bytte Barn', hvoraf den sidste netop var en Netflix-film.
'Den hemmelige kvinde' har premiere på Netflix i løbet af 2026.








