Norges måske største skuespiller er død

Har én dansk film på CV'et
Insomnia
(© Norsk Film)

Skuespilleren Sverre Anker Ousdal er gået bort 81 år gammel. Han betragtes som en legende indenfor norsk film og teater.

Det skriver det norske medie VG.

Skuespilveteranen fik sin teaterdebut som 21-årig tilbage i 1965 og siden har han skabt sig en lang karriere på både biograflærredet og på de skrå brædder. Men han har også udmærket sig udenfor Norges grænser.

Nogle af hans mest kendte roller tæller bl.a. thrilleren Insomnia overfor Stellan Skarsgård, som sværdvægteren i Mio min Mio, og han medvirkede også i den første norske film baseret på Danmarks folkekære Olsen-banden.

Han har også gjort sig i dansk film. Tilbage i 1997 medvirkede han nemlig i Susanne Bier-thrilleren Sekten. I rollen som sektlederen Doktor Lack, spillede han overfor mange af Danmarks mest anerkendte navne, såsom Sofie Gråbøl, Ghita Nørby og Jesper Christensen.

Ousdal var fastansat på Nationaltheatret i Norge siden 1970, men valgte at stoppe med skuespillet i 2014.

Han skulle dog ellers have fået sit comeback på netop teaterscenen til foråret i år. I en rolle til opstillingen 'Gi meg hånden', som var skrevet særligt til ham. Hans hustru Kjersti Holme, som ligeledes var skuespiller, gik bort i 2021.

- Det er måske Norges største skuespiller gennem tiden, der nu er gået bort, udtaler chefen for Nationaltheatret.

Sverre Anker Ousdal blev 81 år. Hvil i fred.

Nyeste film i biografen