Ny fransk thriller sætter politivold i fokus

Kan politiet efterforske sig selv?
Det spørgsmål stiller den nye franske thriller Interne affærer: Sag 137, der har dansk biografpremiere den 16. april - og som allerede har høstet priser på den europæiske festivalscene.
Filmen følger Stéphanie, en dedikeret politibetjent i Afdelingen for Interne Anliggender - svarende til Den Uafhængige Politiklagemyndighed i Danmark. Historien er baseret på virkelige begivenheder og udspiller sig i Paris under De Gule Veste-bevægelsen, da demonstrationer og anklager om politibrutalitet fyldte avisernes forsider.
Sag 137 var én af dem.
Se traileren nederst i artiklen.
En teenager er blevet alvorligt såret under en demonstration, efter at han blev skudt i hovedet med en af politiets gummikugler. Men sagen får snart en personlig dimension for Stéphanie, da hun opdager, at den unge mand stammer fra hendes hjemby. Jo dybere hun graver, jo mere trues ikke blot retfærdigheden - men også hendes egen karriere, da hun begynder at afdække ting, som de magtfulde helst vil holde skjult.
Filmen var udtaget i konkurrence ved årets Cannes filmfestival, og hovedrolleindehaveren Léa Drucker var nomineret til European Film Awards - den europæiske pendant til Oscar-uddelingen - til næste år. Hun vandt desuden en César-pris for bedste kvindelige skuespiller.
Drucker er bedst kendt for sin rolle i sci-fi serien 'War of the Worlds', men også sit arbejde på film som Alt for min søn og 'L'homme de sa vie'. Man har senest bla. kunne se hende i det Oscarnominerede drama Close og høre hendes stemme i den animerede Mars Express.
Den fransk-tyske instruktør bag filmen, Dominik Moll, er en genganger på Cannes, sidst med den psykologiske thriller Lemming tilbage i 2005. Han var sidst aktuel med The Night of the 12th, hvor han blev nomineret til en César-pris for sit arbejde bag kameraet.
'Interne affærer: Sag 137' kan ses i biografen fra den 16. april.








