Nicolas Cage skal spille ikonisk superhelt i ny serie
Den evigt arbejdsomme Nicolas Cage skal gentage sin rolle som Spider-Man Noir i en ny serie på Prime Video. Det skriver Variety.
Han indtog første gang rollen i den Oscar-vindende animationsfilm Spider-Man: Into the Spider-Verse fra 2018.
Den kommende serie - der har fået titlen Noir - bliver dog ikke animation, men derimod live action. Det bliver desuden første gang, at karakteren optræder i en live action-produktion.
'Noir' er historien om en aldrende og ikke videre succesfuld privatdetektiv i 1930'ernes New York, der tvinges til at se sit tidligere liv i øjnene som byens eneste superhelt: Spider-Man Noir.
Det bliver desuden den første egentlige serie-rolle for Nicolas Cage. Han har tidligere indtaget værtsrollen på dokumentarserien 'History of Swear Words' på Netflix.
Således udvider legenden sit allerede imponerende CV, der bl.a. tæller 'Leaving Las Vegas', 'Moonstruck', 'Raising Arizona', 'Face/Off', 'National Treasure' og 'The Rock' samt nyere titler som 'Pig', 'Dream Scenario' og 'Renfield'.
De to første afsnit af 'Noir' skal instrueres af Harry Bradbeer, der også har siddet i instruktørstolen på succes-serier som 'Killing Eve' og 'Fleabag'.
Serien produceres af Phil Lord, Christopher Miller og Amy Pascal. Det er trioen bag netop Spider-Verse-animationsfilmene.
'Noir' har endnu ikke en premieredato.