Originale Scary Movie-skabere vil genoplive "død" komediegenre
Den såkaldte spoof-filmgenre har haft trange kår, siden de gyldne dage fra 1980'erne til 2000'erne, hvor instruktøren Mel Brooks, skuespilleren Leslie Nielsen og Wayans-brødrene stod som de fremmeste eksponenter for de fjollede parodier. I de sidste 10 år har det være meget småt med spoof-film især i biografen.
Nu kan genren dog få en revival med det sjette kapitel i gyser-spoof-serien Scary Movie, der får Marlon, Shawn og Keenen Ivory Wayans tilbage som skabere på projektet. Det afslører holdet i et post på sociale medier, der allerede er gået viralt.
Se opslaget nederst i artiklen.
Faktisk blev Scary Movie 6 allerede annonceret på CinemaCon tidligere på året men uden de store detaljer om, hvem der var med foran eller bag kameraet. De tre Wayans-brødre Marlon, Shawn og Keenan skal stå i spidsen for den nye film, og de skrev i samarbejde manuskriptet til de to første film i serien, som Keenan Ivory instruerede.
- Vi glæder os til at have det sjovt på det store lærred igen, skriver Marlon Wayans på sin Instagram.
Den seneste Scary Movie-film, nr. 5 i rækken, havde premiere i 2013 med moderat succes. Spørgsmålet er, om publikum anno midt 2020’erne er friske på den umodne og tåkrummende humor, som kendetegner Scary Movie-serien.
'Scary Movie 6' forventes at starte optagelser i 2025.