Oscar-nomineret dansker stod på lossepladsen, da nyheden ramte

Olivier Bugge Coutté er filmklipperen bag 'Affektionsværdi'
Affektionsværdi
(© Camera Film)

Den danske filmklipper Olivier Bugge Coutté har været en fast samarbejdspartner med instruktør Joachim Trier siden start-00'erne, hvor han fra begyndelsen har klippet alle Triers film. 

Nu er den norske stjerne-instruktør gået verden rundt med sin seneste film Affektionsværdi, som har modtaget hele ni Oscar-nomineringer – bl.a. til Olivier Bugge Coutté for Bedste filmklip. Men nomineringen kom som noget af et chok for danskeren, der befandt sig langt fra prisfestens ellers glamourøse image.

Samarbejdet mellem Bugge Coutté og Joachim Trier går helt tilbage til midten af 1990'erne.

De to mødte hinanden på European Film College i Ebeltoft, inden de kom ind på den samme filmskole i England. Her blev de for alvor tætte, mens de boede sammen i et hus i Wembley med to andre studerende.

- Vi blev færdige i 2001. Og så har vi arbejdet sammen lige siden, fortæller filmklipperen, da han besøger vores kontor.

Anerkendelsen for 'Affektionsværdi' markerer danskerens første Oscar-nominering, men efter flere forbigåelser ved andre prisuddelinger var Coutté sikker på, at det amerikanske filmakademi ikke ville fremhæve hans præstation. 

Derfor var oplevelsen noget anderledes, end man ellers kunne have forestillet sig. 

- Jeg var helt sikker på, at jeg ikke ville blive nomineret. Jeg var ikke nomineret til en BAFTA, jeg var ikke nomineret til en European Film Award. Så jeg tænkte, at hvis europæerne ikke vil have mig for en norsk film, så er der no fucking way, at amerikanerne kommer til at nominere mig.

- Så jeg tænkte: "Fuck det." Jeg har et gammelt hus, hvor jeg har nogle gamle skurer, der skal rives ned. Og det var en perfekt dag at gøre det på. Og så gad jeg ikke at sidde og kigge på de links der og se, at jeg igen ikke blev nomineret.

Mens det meste af filmholdet bag 'Affektionsværdi' var samlet i Oslo, hvor de så annonceringen af nomineringerne på en storskærm med champagne i glassene, tog Olivier Bugge Coutté på lossepladsen i stedet.

Da filmens producent Lars Thomas Skare så pludselig ringer Coutté op via FaceTime, mistænker han hurtigt, at han måske ikke skulle have været så sikker i sin sag.

- Jeg tænker: "What the fuck." Så tager jeg telefonen, og der står jeg bare med Helly Hansen-arbejdstøj og handsker fra Jem & Fix og har lige kylet nogle ting ned i en container.

- Så står der bare 50 mennesker, der skriger mig i hovedet: "Du er nomineret!" Og jeg står bare og ligner lort ved den container med rockwool og paller bagved.

Danskeren fortæller, at oplevelsen både var fantastisk – men også bittersød, da der var én person, han ville ønske, han kunne have delt nyheden med.

- Min mor døde for et par år siden, og hun har ligesom været sådan superstøttende i alt det der. Hver eneste gang jeg fik en nominering til et eller andet, så var hun min største fan, der altid spurgte, hvad det var for en nominering, og hvordan gik det. Jeg vidste, at hun ringede kl. 10.30 og sagde, vandt du? Eller hvordan er det gået eller hvem er du sammen med? 

- Så jeg vidste bare, at hvis jeg havde fået den nominering, så var hun faldet ned ad stolen. 

- På den ene side var jeg superglad for at blive nomineret, men jeg blev også ked af det. Det var så overvældende. Alle mulige følelser væltede frem. I trods var jeg kørt ned med den forpulede trailer der. Jeg havde virkelig ikke regnet med at blive nomineret.

'Affektionsværdi' blev optaget over 65 optagedage – omkring 25 flere end en typisk nordisk spillefilm – hvilket efterlod Olivier Bugge Coutté med omkring 80 timers materiale at arbejde med, som han har brugt omkring syv måneder på at forme til den endelige version af filmen.

Filmen er samtidig optaget på 35 mm-film, hvilket gør processen en smule mere omstændig end på digitale produktioner.

- Det er skudt på 35 mm. Så processen er lidt mere omstændig. Man sidder stadig og klipper i en computer, men materialet er optaget på film, forklarer danskeren.

Udover Coutté er filmens andre Oscar-nomineringer bl.a. gået til Joachim Trier for Bedste instruktør og Bedste manuskript i samarbejde med Eskil Vogt samt til hele fire af filmens skuespillere, Stellan Skarsgård, Renate Reinsve, Elle Fanning og Inga Ibsdotter Lilleaas. 'Affektionsværdi' er herudover både nomineret til Bedste film og Bedste internationale film.

Årets Oscar-uddelingen finder sted natten mellem den 15. og 16. marts dansk tid, hvor flere andre danskere også er nominerede til en gylden statuette.

'Affektionsværdi' får dansk biografpremiere den 23. april.

Nyeste film i biografen