Oscar-reglerne skærpes: Nu skal alle nominerede film ses

Filmakademiet i USA (The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, eller bare AMPAS), der er kendt for at stå bag den prestigefyldte Oscar-uddeling, har valgt at skærpe reglerne for, hvornår dets medlemmer må stemme på de nominerede film.
I en pressemeddelelse fra AMPAS fremgår det, at alle medlemmer skal have set alle de nominerede film, før de kan stemme i en kategori. I pressemeddelelsen står der:
- I en proceduremæssig ændring skal Akademi-medlemmer nu se alle nominerede film i hver kategori for at være berettiget til at stemme i den sidste runde til Oscars. Alle udpegede nominerede vil også blive inkluderet i den endelige afstemning.
Ifølge nyhedsbureauet AP har en spørgeundersøgelse blandt medlemmerne af AMPAS afsløret, at det ikke er alle film, der bliver set færdigt, og nogle bliver slet ikke set overhovedet.
Det er selvfølgelig et problem for legitimiteten af de valgte vindere, hvis et par af filmene, fx fordi de er tilpas lange, eller medlemmerne ikke synes de ser videre spændende ud – eller de bare ikke kunne nå at se dem frem til deadline – har dårligere chancer for at vinde.
Nu bliver det så spændende at se, hvordan AMPAS kommer til at tjekke, om medlemmerne rent faktisk får set filmene, og om det kommer til at have en synlige effekt på de film, der vinder. Fx at mindre kommercielle titler har bedre chancer?
Oscar-uddelingen finder sted natten mellem den 15. og 16. marts 2026.








