Oscar-show var ved at gå i stå, men så indtraf årets overraskelse

Mange havde ellers spået en Oscar til Demi Moore
Mikey Madison Oscar 2025
(© A.M.P.A.S.)

Oscar-festens vel nok største overraskelse blandt de uddelte statuetter faldt, da prisen for Bedste kvindelige hovedrolle blev annonceret. 

Her havde mange i hvert fald spået, at Demi Moore ville tage guldet hjem for sin nuancerede og vilde præstation i body horror-satiren 'The Substance'.

Flyvende ind fra højre kom imidlertid Mikey Madison med sit gribende og dynamiske portræt af sexarbejderen Anora i Sean Bakers film af samme navn og tog Oscaren hjem.

Demi Moore havde ellers forud for Oscar-showet skabt momentum ved bl.a. at score både en Golden Globe og en Critics Choice Award for netop sit monstrøse portræt. 

Ret skal være ret, så er det i bagklogskabens klare lys dog ikke helt uventet, at 25-årige Mikey Madison modtog Oscaren. Hun havde bl.a. en BAFTA med i lommen inden showet for sin forrygende præstation.

Ikke desto mindre var det en Oscar-overraskelse i et prisshow, hvor overraskelserne bestemt ikke stød i kø, hvad tildelinger af priser angik.

Her matchede prismodtagerne overordnet meget forudsigeligt forventningerne sat i scene af diverse medier og blandt folk, der havde kigget dybt i Oscar-spåkuglen.

Anora
(© FilmNation Entertainment)

I sin meget fine og oprigtige tale lød det bl.a. fra Mikey Madison:

- Jeg vil ganske enkelt anerkende og ære sexarbejdersamfundet […] Jeg vil fortsætte med at støtte og være en allieret [an ally, red.].

Den nyudklækkede Oscar-vinder fortsatte: 

- Alle de utrolige mennesker, kvinderne, som jeg har haft det privilegium at møde fra det samfund, har været et af højdepunkterne i denne utrolige oplevelse.

I samme kategori fandt man blandt de nominerede også Fernanda Torres ('I'm Still Here'), Cynthia Erivo ('Wicked') og Karla Sofía Gascón ('Emilia Pérez').

'Anora' blev i det hele taget aftenens store vinder med i alt fem priser, hvoraf hele fire tilfaldt instruktøren Sean Baker. Hermed tangerede han en 71 år gammel rekord. Det kan du læse mere om her.

Se alle årets Oscar-vindere her.

Nyeste film i biografen