Overraskelse: Gerard Butler gentager sin egen vikinge-rolle i ny genindspilning

En af nyere tids mest populære animationsfilmserier skal nu genindspilles med rigtige skuespillere, altså som live-action.
Tendensen har vi set flere gange fra Disneys hånd, der inden for de senere år har produceret nye versioner af bl.a. Skønheden og udyret, Mulan og Den lille havfrue.
Nu følger filmstudiet DreamWorks trop. De planlægger nemlig en live-action-version af de succesfulde animationsfilm 'Sådan træner du din drage' fra 2010, 2014 og 2019.
I animationsfilmene lagde Gerard Butler stemme til teenageren Hiccups vikingefar Stoick. Nu står den 54-årige skuespiller til at skulle gentage den rolle, men altså i en live-action-version. Det skriver Deadline.
At 'Sådan træner du din drage' skal genindspilles, er ingen overraskelse, men vi havde ikke lige regnet med, at Butler ville være med ombord igen.
Mason Thames og Nico Parker står til at skulle spille henholdsvis Hiccup og Astrid, der i animationsfilmene fik stemmer af Jay Baruchel og America Ferrera.
Det er måske ikke helt skævt, at man har valgt nye skuespillere i rollerne som Hiccup og Astrid, da alderen i en live-action-udgave er imod de to oprindelige skuespillere.
Det bliver Dean DeBlois, der både skal instruere, skrive og producere filmen. Tre roller han også indtog på de tre oprindelige animationsfilm.
Live-action-versionen af Sådan træner du din drage er pt. sat til at få biografpremiere den 13. juni i 2025.







