Pedro Pascal reagerer på scenen i 'The Last of Us', som alle taler om

Stjernen sammenligner med ikonisk Game of Thrones-øjeblik
The Last of Us
(© HBO)

Advarsel: Artiklen indeholder spoilers for anden sæson af 'The Last of Us'-serien og -spillet samt sæson 4 af ’Game of Thrones’

Det andet afsnit af 'The Last of Us’ sæson 2 bød ikke kun på fortsat intens spænding, men også på en genskabelse af et af videospillets mest brutale og omdiskuterede øjeblikke.

Alligevel valgte Pedro Pascal, der spiller den elskede karakter Joel, at reagere på det tragiske øjeblik med en overraskende munter tone - hvilket måske kan bløde smerten ved tabet en smule op for fansene.

SPOILERS HERUNDER:

I afsnittet bliver Joel brutalt slået ihjel med en golfkølle af Abby (spillet af Caitlin Dever) som hævn for mordet på hendes far i første sæson. For fans af spillet kom øjeblikket ikke som nogen overraskelse, da Joels død er et af de mest ikoniske øjeblikke i spillet, som serien er baseret på, men det gør ikke scenen mindre følelsesladet.

Pedro Pascal tog i et interview med Entertainment Weekly karakterens død med et glimt i øjet og sammenlignede den med sin berygtede og blodige død i 'Game of Thrones', hvor hans karakter Oberyn Martell fik knust hovedet med The Mountains bare hænder.

- Jeg synes, det er den bedste mordscene. Den konkurrerer i hvert fald med 'Game of Thrones'. Jeg kan godt lide golfkøllen. Jeg tror, jeg vil begynde at spille golf.

Game of Thrones
Game of Thrones (© HBO)

Pascal blev allerede i seriens begyndelse advaret om, at Joel ville dø, og han tog det med ophøjet ro.

- Det var en del af aftalen. De sagde: "Bare rolig, du skal dø". Og jeg sagde: "Okay, det er jeg med på!'"

- Jeg vidste, at serien er baseret på en meget specifik historie, og det var altid en del af planen, at vi ville give den fuld gas i første sæson, skyde i 11-12 måneder i Alberta, og så ville anden sæson tage en helt anden form. Og det er præcis, hvad der er sket.

Ifølge Pascal havde Joels blodige udseende en tydelig effekt på både castet og crewet, da han trådte ind på settet for at optage karakterens sidste øjeblikke i live.

- At gå rundt som en visuel repræsentation af dine sidste åndedrag... det var virkelig interessant at træde ind i et rum og se folks reaktioner. Og det var ikke afsky - det var hjertesorg.

Samtidig delte hans medskuespiller Bella Ramsey, der spiller Ellie i serien, også sine tanker om Pascals exit under HBO's såkaldte aftershow og sagde:

- Jeg vidste godt, at Joel skulle dø, men da jeg læste det i manuskriptet, frygtede jeg virkelig at nå til den del … og jeg græd. Jeg græd faktisk mit lille hjerte ud. Det var første gang, jeg har grædt over noget, jeg har læst.

Os seere må nu leve med det smertefulde farvel til Joel og følge med i, hvordan historien udvikler sig videre i en sæson, der lover at være mindst lige så intens og følelsesladet som den første.

Men som Entertainment Weekly bekræfter, vender Pascal tilbage i sæsonen i form af flashbacks (hvilket trailerne allerede har antydet). Hvor ofte han dukker op, vides dog endnu ikke.

'The Last of Us' kan ses på streamingtjenesten Max.

Nyeste film i biografen