Pilou Asbæk får rolle i ny international vulkan-thriller

Når det kommer til internationale roller, er den dansk skuespiller Pilou Asbæk bestemt ikke uvant.
Udover at have medvirket i hvad der bliver kaldt én af de største serier nogensinde, nemlig 'Game of Thrones', så har han også titler som bl.a. The Great Wall, Ghost in the Shell, Overlord og 'Hidden Strike' på CV'et.
Nu kan han så snart prale med endnu en. Denne gang er det dog ikke en Hollywood-film, men derimod en vulkan-thriller fra Island, der går under navnet 'The Fires'.
Filmen omhandler Anna Arnardóttir, som er Islands top-vulkonolog og har til opgave at forsøge at forudsige vulkanudbrud og dermed beskytte lokalbefolkningen.
Anna bliver dog pludseligt ramt af ikke bare én, men to katastrofer. Et vulkanudbrud, der truer hovedstaden, og en kærlighedsaffære, som truer hendes ægteskab.
Hun må derfor forsøge at balancere en umulig situation, som i sidste ende kan gå hen og betyde liv eller død.
Vi ved endnu ikke præcis, hvilken rolle Pilou Asbæk skal spille i filmen, men vi ved umiddelbart, hvem han kommer til at spille overfor.
Ifølge Screendaily er der nemlig offentliggjort et hovedsageligt Islandsk cast, som bl.a. består af Ingvar Sigurdsson, bedst kendt fra sin rolle i filmen Vanskabte land.
Filmen er både skrevet og instrueret af Islandske Ugla Hauksdóttir og vil også være hendes første spillefilm, da hun ellers kun har arbejdet med kortfilm og tv-serier.
Det vides endnu ikke, om 'The Fires' får dansk biografpremiere.