Pilou Asbæk laver ny, overnaturlig dansk film
En ny film er gået i optagelse på Færøerne, og den har danske Pilou Asbæk på rollelisten. Det skriver SF Studios i en pressemeddelelse.
Filmen har titlen No Rest for the Wicked, og den forventes at få biografpremiere i første halvdel af 2025.
Pilou Asbæk, der senest var biografaktuel i Anden Verdenskrigs-filmen Når befrielsen kommer, får rollen som en dansk hvalfanger ved navn Helge, der i 1872 befinder sig på Færøerne.
Filmens synopsis lyder: Da en fremmed redder en lokal fra at drukne, mødes han først med taknemmelighed. Men da hans ankomst kort efter vender fuldstændig op og ned på det isolerede øsamfund, sætter de sig for at bekæmpe det udefrakommende.
Overfor Asbæk står lang række færøske skuespillere, herunder den debuterende Egor Venned, der igennem flere år gjort sig bemærket internationalt som model for nogen af de allerstørste modebrands og magasiner.
Sofia Nolsøe, Kjartan Hansen samt den islandsk-færøske stjerne Jóhannes Haukur Jóhannesson og den dansk-færøske sanger og komponist Brimheim spiller også med.
Faktisk er der mere end ét dansk islæt, idet både instruktøren Kasper Kalle, producer Lars Bredo Rahbek og manuskriptforfatter Rasmus Birch er danskere.
Lars Bredo Rahbek udtaler i pressemeddelelsen:
- 'No Rest for the Wicked' er uden tvivl min modigste film til dato, men også en film, som har været med mig i mange, mange år.
- Endelig står vi her. Klar til at starte optagelser på noget så unikt som et intenst og smukt kærlighedsdrama med foruroligende overnaturlige elementer.
- Det er fantastisk at skulle realisere denne spillefilm med talentfulde Kasper Kalle og Rasmus Birch, og vi har fået samlet et uovertruffent hold både foran og bag kameraet. Det bliver en kæmpe fornøjelse at præsentere filmen for publikum om et lille års tid, slutter Rahbek.
Kasper Kalle er bedst kendt for sin historiske film Christian IV – Den sidste rejse, mens Rahbek med sine mere end 13 spillefilm bag sig kommer med stor erfaring. Rasmus Birch har senest skrevet manuskript til Miss Viborg i 2022.
'No Rest for the Wicked' får biografpremiere i første halvdel af 2025.