Populær Jo Nesbø-krimi filmatiseres med Tom Hardy og Aaron Taylor-Johnson
Sidst Hollywood forsøgte at filmatisere den norske krimikonge Jo Nesbø, gik det knapt så godt. Det var tilbage i 2017, hvor Snemanden endte som en uafsluttet oplevelse.
Nu er filmbyen så klar til at gøre et nyt forsøg - og det er tunge skyts, som er kørt i stilling til at lave en vellykket film.
Tom Hardy og Aaron Taylor-Johnson får hovedrollerne i 'Blood on Snow', der har True Detective-instruktør Cary Fukunaga bag kameraet - mens det er Jo Nesbø selv, der omsætter sin bog til et filmmanuskript i samarbejde med Ben Power (The Hollow Crown). Det skriver Deadline.
'Blod på sneen' (som er den danske romantitel) udspiller sig 1970'ernes Oslo og er centeret omkring to gangsterbosser, Hoffmann og Fisherman (Hardy) der kæmper om magten.
Hoffmans betroede lejemorder Olav (Johnson) er en koldblodet og effektiv dræber, som passer perfekt til jobbet. Men under overfladen gemmer sig en uventet intelligens og et moralsk kodeks.
Så da Hoffman giver ordre om at få likvideret sin egen hustru, går det imod Olavs principper. Og inden længe står Olav midt i en blodig mafiakrig.
Aaron Taylor-Johnson er det varmeste navn til at overtage James Bond-rollen. Men siden rygterne i marts i år er skuespilleren blevet tilknyttet en lang række projekter, der i hvert fald vil optage hans tid det næste år.
Tom Hardy, der også fungerer som producer på 'Blood on Snow', behøver næppe en introduktion. Senest var den britiske skuespiller aktuel i The Bikeriders i de danske biografer.
Taylor-Johnson og Hardy er faktisk superhelte-kollegaer. De er således begge aktuelle i Marvel-film senere på året. Hardy er tilbage i Venom 3, mens Aaron Taylor-Johnson har titelrollen i Kraven the Hunter.
Instruktør Cary Fukunagas tidligere bedrifter tæller bl.a. første sæson af 'True Detective', serien 'Maniac' og den sidste Bond-film No Time to Die. Senest stod han bag kameraet på fire afsnit af 'Masters of the Air'.
Projektet bliver præsenteret på Toronto Film Festival senere i september, hvor den leder efter en distributør. Den forventes at blive en af festivalens største opkøb. Filmen er dog allerede fuldt finansieret af selskabet Department M.
Netflix er også på vej med serien 'Jo Nesbøs Harry Hole', der bl.a. har to danskere på rollelisten.
'Blood on Snow' har pt ingen premieredato.