Populær TV 2-serie vender tilbage: Se de første billeder med masser af danske stjerner

TV 2-serien De bedste år blev i 2024 en regulær seersucces, der i gennemsnit blev set af over 670.000 danskere - udover at vinde flere fornemme priser som Bedste serie og Bedste komedieserie ved Series Awards i Aarhus.
Tilbage i oktober meldte TV 2 så endelig ud, at sæson 2 officielt var på vej, og nu deler skaberen bag, Magnus Millang, de første billeder på sin Instagram, hvor han også skriver, at optagelserne er afsluttet:
- Efter 9 fantastiske uger, er optagelserne til 'De bedste år 2', nu i kassen... Kæft en fest det har været... I skal glæde jer.
Se opslaget og de første billeder fra serien i bunden af artiklen.
Komedieserien følger parret Mathias og Louises kaotiske liv som småbørnsforældre - med Aula, bedsteforældre, karriere, drømme og præstationsangst.
I sæson 2 venter et nyt eventyr for parret, der skifter lejlighedslivet ud med et rækkehus. Men drømmehuset ender som et kompromis, som trænger til mere end en kærlig hånd. Samtidig starter deres ældste barn, Svend, i skole - og Louise skal tilbage på sit arbejde, mens Mathias skal på barsel med deres tredje barn, Vagn.
Serien er forfattet af brødrene Emil og Magnus Millang. Ydermere indtager Magnus både instruktørposten samt den ene hovedrolle som Mathias.
Rollelisten byder ydermere på Stephania Potalivo, som er tilbage i den kvindelige hovedrolle som Louise. Fra første sæson gentager Lars Brygmann, Ditte Hansen, Søs Egelind, Jesper Ole Feit Andersen, Kristoffer Eriknauer og Roberta Reichhardt også deres respektive roller.
Den nye sæson krydres med en række nye navne, nemlig Merete Mærkedahl, Sara Fanta Traore og Darren Pettie som forældre i Svends klasse. Amanda Collin og Havshen Nabaz ses i rollerne som Louises kollegaer, og Nikolaj Steen spiller Mariannes nye kæreste.
Magnus Millangs billeder afslører ydermere, at bl.a. Havshen Nabaz også kendt som bare Hav fra den populære duo Hav & Kamel, vil optræde i serien.
Sæson 2 af 'De bedste år' får premiere i 2026.








