Så lang bliver ventet gyser-fortsættelse: Længere end den første film
En af de største gysersucceser i biografen i 2022 var den grumt smilende Smile, der solgte mere end 130.000 billetter i de danske biografer.
Filmens popularitet taget i betragtning, er det derfor ikke så underligt, at vi nu snart kan se Smile 2 i biografen, når den har premiere den 17. oktober.
Nu er spillelængden på fortsættelsen afsløret. Den bliver længere end den første films 1 time og 55 minutter. Dog ikke meget længere.
Du kan derfor se frem til at gyse løs i 2 timer og 1 minut plus rulletekster med 'Smile 2'. Det skriver Bloody Disgusting.
I gyser-fortsættelsen vender den dæmonisk smilende skabning tilbage, når vi her møder popstjernen Skye Riley, som spilles af Naomi Scott (Aladdin, 'Anatomy Of A Scandals').
Sangeren skal til at begynde sin verdensturné, da hun begynder at opleve tiltagende skræmmende og uforklarlige hændelser, der gør, at hun må se sin mørke fortid i øjnene.
Udover nye Naomi Scott er der på rollelisten både andre nye, men også velkendte ansigter.
Man finder bl.a. Kyle Gallner (Scream 5) tilbage fra den første film, mens nye navne på listen er Lukas Gage ('The White Lotus', 'Euphoria'), Rosemarie DeWitt ('The Staircase', 'The Boys') og Dylan Gelula (Dream Scenario) m.fl.
Parker Finn er ligeledes tilbage fra 'Smile' som både instruktør og manuskriptforfatter.