Sådan hænger hypet gyser-trilogi sammen
Den 29. august kan du opleve det sidste og tredje kapitel i gyser-trilogien 'X' i biografen, nemlig MaXXXine med Mia Goth tilbage i hovedrollen.
Det kan imidlertid være en god idé lige at vide, hvordan den nye gyser passer kronologisk ind i trilogien. Det er dog ikke så svært at følge med.
Den første film hed ganske enkelt X og kom i 2022, mens man samme år fik Pearl, der udspiller sig i 1918, altså før begivenhederne i 'X', som foregår i 1979. Med 'MaXXXine' kommer vi med til 1980'ernes Hollywood.
Kort fortalt er den kronologiske rækkefølge: 'Pearl', 'X' og 'MaXXXine'.
Find dine billetter til 'MaXXXine' på kino.dk her. Se traileren nederst i artiklen.
Trilogien er en fortælling om jagten på berømmelse. Koste, hvad det vil!
'Pearl' skildrer den triste og blodige forhistorie om den unge kvinde Pearl - en karakter, vi også stifter bekendtskab med i 'X', som følger et hold af unge, aspirerende - og liderlige – filmskabere.
Filmholdet lejer sig ind hos et ældre ægtepar for at optage en pornofilm på deres gård. Men tingene tager snart en drabelig drejning.
Netop den drabelige og blodsjaskede side af trilogien er også at finde i netop 'Maxxxine', hvor man følger den unge Maxine, som jagter en karriere som pornostjerne. Hendes dystre fortid kan dog ødelægge hendes drøm.
Mia Goth har yderst prominente roller i alle tre film, hvilket har kørt hende i stilling som den nuværende dronning af gysergenren, bl.a. også med film som 'Infinity Pool' og genindspilningen Suspiria.
Ti West har både skrevet og instrueret gyser-serien, der for hvert nyt kapitel kun har fået forventningerne og hypen til at stige. Det er også tilfældet for den tredje film.
'MaXXXine' har desuden en vild rolleliste, der bl.a. også tæller Kevin Bacon, Elizabeth Debicki, Giancarlo Esposito, Michelle Monaghan og Sophie Thatcher.
'MaXXXine' har biografpremiere den 29. august. Find dine billetter til filmen på kino.dk her.