Se første klip: Populær dansk komedieserie er tilbage!

Første sæson af den danske komedieserie Skruk landede på Netflix i 2022 - og nu kan streamingtjenesten så løfte sløret for, at sæson 2 lander i efteråret 2024.
Det første klip er nu offentliggjort, hvor hovedrolle Nana - spillet af Josephine Park - får sin sag for, da hun er til salmesang med sin baby. En ny dansk stjerne gør sit indtog i serien, nemlig Sofie Torp, som ser ud til at blive et småirriterende bekendtskab i 'Skruk'.
Se klippet nederst i artiklen.
I Netflix' pressemeddelse beskriver de handlingen i den nye sæson således:
"I anden sæson af Skruk møder vi Nana, som nu er mor til en to måneder gammel baby. Men selvom hun elsker sit barn, hader Nana at være på barselsorlov, så hun beder sin gamle chef, Helle, om at give hende sit job tilbage.
Helle indvilliger tøvende – men ingen fejl og ingen løgne denne gang! Nana lover at rette op på sine fejl og gøre sig umage; hvad end der skal til for at blive verdens bedste fertilitetslæge igen. Der er bare det, at hun ikke har tænkt på, hvem der skal tage sig af hendes baby, mens hun er på arbejde. Modvilligt ender hun med at bede sin mor om at flytte ind som en slags permanent babysitter/roomie fra helvede.
Men Nana har ikke noget valg, for hun er mere end nogensinde nødt til at udmærke sig på sit arbejde, nu hvor den perfekte nye stjernelæge, Hampus, har overtaget hendes plads, mens hun har været væk. Hver dag er et nyt bjerg at bestige, og oven i hatten lurer Mathias stadig i kulissen.
Hendes livs store kærlighed, som slap væk – men også den kærlighed, som ikke ved, at han er far til Nanas barn. Nu har Nana mere end nogensinde brug for at lyve, og samtidig har hun mere end nogensinde brug for at fortælle sandheden ..."
I hovedrollen finder vi som skrevet Josephine Park, som igen får følgeskab af Olivia Joof, Simon Sears, Michael Birkkjær, Charlotte Munck, Tammi Øst - og som det altså ses i klippet bl.a. også Sofie Torp.
Bag kameraet finder vi igen Amalie Næsby & Nikolaj Feifer.
2. sæson af 'Skruk' lander på Netflix i efteråret 2024.







